Premier League

Liverpool-politiker: Ud med Hicks og Gillett

Det britiske Labour-parlamentsmedlem Peter Kilfoyle vil have Tom Hicks og George Gillett ud af Liverpool FC og opfordrer banker til at nægte de to amerikanere kredit.

Den uafhængige Liverpool-fangruppe Spirit of Shankly har gennem 2008 været særdeles kritisk overfor Liverpool-ejerne Tom Hicks og George Gillett, der efter gruppens mening ikke har gjort noget godt for klubben.

Shankly-gruppen har blandt andet opfordret Royal Bank of Scotland og den amerikanske bank Wachovia til at nægte Liverpool og de amerikanske ejere en refinansiering af lån for i alt 2,8 milliarder kroner, lån der udløber 25. januar 2009.

Utilfreds med udenlandske ejere

62-årige Peter Kilfoyle har siden 1991 været valgt ind i det britiske parlament i Liverpool-distriktet Walton, der blandt andet omfatter Anfield, for Labour, og Kilfoyle bakker op om fansenes appel til bankerne.

- Hicks og Gillett skal gå for at have brudt deres løfte om at bygge et nyt stadion. En måde at fremskynde deres afsked var, hvis bankerne tilbagekaldte deres lån. Tilhængerne er med rette utilfredse med udenlandske ejere, der overtager klubber for lånte penge. De personer tilfører intet til klubben, de er der kun for at score en stor gevinst, siger Peter Kilfoyle til tipsbladet.dk.

Labour-politikeren, der under Tony Blair en overgang var vice-forsvarsminister, frygter, at Premier League-klubbernes store gæld kan smadre flere klubber.

Lige til galehuset

- Sandheden er, at økonomien i professionel fodbold er lige til galehuset. Der er absolut ingen grund til, at en række Premier League-klubber ikke skulle kunne bukke under for deres bjerge af gæld, især under de nuværende økonomiske omstændigheder, siger Peter Kilfoyle.

Kilfoyle så helst, at engelske klubber ligesom i Spanien og Tyskland gav direkte indflydelse til klubbens fans, og at klubejere i England skulle være juridisk forpligtet til at skyde egne og ikke lånte penge i deres klubber.