Korrupt FIFA-boss: England skal bruge Man U i VM-jagt
En af international fodbolds mest kontroversielle og skandale-ombruste skikkelser rådgiver nu England om, hvordan landets fodboldforbund skal optimere sin chancer for at få VM i 2018.
Jack Warner, der er chef for Trinidad&Tobagos fodboldforbund samt det nordamerikanske fodboldforbund CONCACAF, scorede sammen med sin familie i 2006 millioner på at sælge en stor del af den caribiske østats billetter til VM-slutrunden i Tyskland på det sorte marked, en skandale der dog ikke har fået konsekvenser for Warners indflydelse og position i FIFA.
Warner mener, at England i jagten på VM 2018 skal gøre brug af de store klubnavne, landet har til rådighed i Premier League.
- England har evnen til at overgå andre lande i bud-processen. Kun et land har Manchester United, David Beckham og Richard Scudamore, siger Jack Warner ifølge den engelske avis The Guardian.
Scorede kassen
England spillede sidste sommer en venskabskamp ude mod Trinidad&Tobago, en kamp det engelske fodboldforbund satte penge til på og som ifølge engelske kritikere udelukkende var designet for at give Jack Warners fodboldforbund en kontant gevinst.
Jack Warner er en af de vigtigste personer i kampen om VM-slutrunden i 2018, da Warner kontrollerer samtlige stemmer i det 35 lande store CONCACAF.
Ud over England har også USA, Australien, Rusland, Mexico og Spanien/Portugal kig på VM-slutrunden om ni år.
Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren.