Tyskland møder Danmark i ottendelsfinalen ved EM.
Det er facit efter tirsdagens resultater, hvor Danmark med 0-0 mod Serbien endte på andenpladsen i gruppe C og derfor møder Tyskland, som vandt gruppe A.
Tyske medier er allerede nu begyndt at spekulere i mulighederne for at slå Kasper Hjulmands tropper ud af turneringen, og alle er optimistiske på Tysklands vegne. Nogle mere end andre.
Eksempelvis skriver Kicker, at Tyskland skal op mod "de harmløse danskere," men pointerer samtidig, at man kun har vundet over Danmark én gang i dette årtusinde - det var ved EM i 2012, hvor tyskerne sejrede med 2-1.
Kicker skriver desuden, at det er Tysklands mulighed for at tage revanche for den danske finalesejr ved EM i 1992.
Bild er også optimistiske og glæder sig i første omgang over, at "vi ikke skal møde England i ottendedelsfinalen." Til gengæld har de også en vis påpasselighed og slår fast, at "Danmark elsker outsiderrollen."
Andre medier er omvendt væsentligt mere selvsikre. BR24 kalder Tyskland for "klare favoritter," mens Die Welt betegner Danmark "en perfekt modstander i ottendelsfinalen."
Derudover glæder det den tidligere tyske stjerne, Michael Ballack, at det er Danmark, man skal møde.
- Vi behøver ikke være bange for Danmark. De spillede harmløst og uden kreativitet i alle tre kampe. Tyskland er klar favorit. Vi behøver virkelig ikke være bange for deres hold, siger han til MagentaTV.
Danmark og Tyskland brager sammen lørdag klokken 21.00.