Video : Tipsbladet
EM

UEFA undersøger Bellingham: Se videoen her

Jude Bellingham var ude med en ret speciel reaktion efter sin udligning.

Jude Bellingham diskede op med et af EM's bedste mål, da han saksesparkede England tilbage i kampen mod Slovakiet søndag, som gav forlænget spilletid til opgøret, som englænderne siden vandt med 2-1.

Men undervejs fik Bellingham jublet lidt for 'frisk', og det kan nu koste ham en straf. Det skriver det engelske medie The Mirror.

Her bliver det berettet, at en talsmand fra UEFA fortæller, at det europæiske fodboldforbund er i gang med at undersøge det, som Bellingham lavede efter sin dramatiske udligning mod slovakkerne.

- En etik- og disciplinærinspektør vil gennemføre en disciplinær undersøgelse vedrørende en potentiel overtrædelse af de grundlæggende regler for anstændig opførsel af den engelske spiller Jude Bellingham, som angiveligt fandt sted i forbindelse med denne kamp, lyder det fra UEFA-talsmanden.

I artikel 57 i FIFA's disciplinærkodeks bliver der peget på, at en spiller risikerer karantæne eller en stor bøde, hvis man på 'nogen måde fornærmer nogen, især ved at bruge stødende gestus eller sprog, eller som krænker principperne for fair play eller hvis opførsel er usportslig på nogen anden måde'.

I videoen nedenfor kan man se, hvad Bellingham gjorde efter scoringen.

Han har selv forklaret, at det er en intern joke mellem ham og nogle venner på stadion. Derudover slår han fast, at han ikke har andet end respekt for, hvordan Slovakiet spillede i opgøret.

I kvartfinalen skal England møde Schweiz, som slog Italien ud.