Straffekonkurrence: Man kan lige så godt træne det

Vi kommer ikke udenom dem: Straffesparkene.

Straffesparkskonkurrencer har, bortset fra i 1988, været en del af alle EM-slutrunder siden Antonín Panenkas chip mod Vesttyskland i Beograd i 1976. Ved det seneste EM i 2016 var der tre af dem. To år senere ved VM-slutrunden i Rusland måtte fire kampe afgøres fra den hvide plet.

Og det bliver også noget, som Danmark kan komme til at forholde sig til. Det var det som bekendt for tre år siden i Nisnij Novgorod, da Åge Hareides hold måtte forlade verdensmesterskabet efter nederlag til Kroatien i en straffesparkskonkurrence, hvor tre ud af fem danske skytter brændte. På forhånd havde Hareide fortalt, at man ikke ville forberede specielt på, at kampene potentielt kunne blive afgjort på den måde.

”Nej, vi skal ikke træne det. Selv jeg kan sparke et straffe ind på træningsbanen. Presset er noget helt andet i sådan en kamp. Så det tror jeg ikke så meget på,” sagde nordmanden, mens Kasper Schmeichel efter det smalle nederlag til de senere senere viceverdensmestre dog fortalte, at man havde øvet sig ”en lille smule”.

I dag er virkeligheden for det danske landshold en anden. Allerede i efteråret begyndte snakken og forberedelserne frem mod en mulig straffesparkskonkurrence ved EM.

”Vi har allerede haft fat i det. 32 procent af alle knockout-kampe til EM bliver afgjort på en straffesparkskonkurrence, og jeg mener helt sikkert, man kan gøre noget. Vi vil have en fast måde at gøre tingene på, og vi mener, det er en vigtig del af det.”

”Der er noget med, hvordan den enkelte skytte vælger at eksekvere sit straffespark. Der er grundlæggende to muligheder – enten har skytten besluttet sig på forhånd, eller også kigger han på keeperen. Det har vi bedt spillerne om at finde ud af og så træne det. Det mener vi godt, at man kan,” sagde Kasper Hjulmand i maj måned ved et informationsmøde for danske journalister.

Ændringen kommer ikke bag på Ben Lyttleton. Han er en engelsk journalist og forfatter, som i 2014 skrev bogen ”Twelve Yards – The Art and Psychology of the Perfect Penalty” i et forsøg på at finde ud af, hvorfor det engelske landshold altid tabte på straffespark. I dag driver han blandt andet et nyhedsbrev om straffespark, og han tror, at to årsager ligger til grund for den forandrede danske tilgang. For det første gør det ondt at ryge ud på straffespark, og man er derfor indstillet på, at det ikke skal gentage sig. For det andet har Danmark skiftet træner.

”Der er en historik med traditionelle football men , der bliver landstrænere; som Roy Hodgson, som Åge Hareide, der har været med i lang tid. I deres tid trænede man ikke straffespark, så hvorfor skulle man gøre det nu? Man gør, som man altid har gjort. Hvis man vinder, har man gjort det godt, hvis man taber, er det et lotteri, og man har bare været uheldig. Selv Louis van Gaal sagde det i 2014,” siger Ben Lyttleton med henvisning til, da den daværende landstræner i VM-kvartfinalen mod Costa Rica i den forlængede spilletid udskiftede stamkeeper Jasper Cillessen med Tim Krul, der så pillede to straffespark og hjalp med at få sit land i semifinalen.

”Han sagde bagefter, at 'ja, jeg gjorde virkelig en forskel.' Men i næste runde tabte Holland semifinalen til Argentina, og så sagde han, at 'tja, straffesparkskonkurrencer er alligevel bare et lotteri.' Hver gang man taber, kan man bruge den floskel.”

”Hvad den yngre generation af trænere, ikke bare landstrænere, har indset, er, at straffespark er en evne, man kan træne. Det garanterer ikke succes, men man kan forbedre sine chancer for at vinde en straffesparkskonkurrence, hvis man gør forskellige ting. Jeg tror, I har en træner, som er yngre, som er emotionelt intelligent, som er klar over, at der er et psykologisk element, som man kan arbejde på med spillerne,” siger Ben Lyttleton.

At træne med et formål
Ifølge forfatteren skal man se straffespark som en mulighed for succes snarere end noget, man bør være bange for. Hvis man fokuserer på sine rutiner frem for på frygten for at brænde, er chancen for succes større.

Og så skal man træne med et formål, som Ben Lyttleton formulerer det. Han mener, at det blandt andet havde en betydning, da de notorisk svage engelske straffesparksskytter i 2018 slog Colombia i VM-ottendedelsfinalen i Moskva.

”Der er mange måder at træne på. Det engelske landshold var traditionelt elendigt til straffespark. Under VM 2006 trænede de straffespark i begyndelsen af træningen, og alle spillerne var samlet rundt om straffesparksfeltet. De havde alle en bold for fødderne, og når der var fri bane, gik de frem, lagde bolden på pletten og sparkede. Ingen monitorerede, hvad der foregik. For mig er det ikke at træne med et formål. At træne med et formål er at træne gåturen, det er at træne straffespark efter at have løbet i 120 minutter, så man har træthed i benene, det er at tilføre et konkurrenceelement. Man behøver ikke at vinde et trofæ, men det kan være, at personen, der ikke vinder, skal vaske støvler. Det er ikke så vigtigt, men det er atleter, der trives med alle former for konkurrence.”

”Ved det seneste VM, da England for første gang vandt en VM-straffesparkskonkurrence, var det tydeligt, at spillerne havde trænet. De havde arbejdet på at tage sig tid, efter dommeren havde fløjtet. Traditionelt har England haft den hurtigste reaktionstid efter dommerens fløjte,” siger Lyttleton, og undersøgelser viser, at det er bedre at tage sig tid frem for at stresse et spark igennem.

”De engelske spillere var solide i deres teknik, de vidste, hvad de skulle gøre, og de havde også helt tydeligt arbejdet på deres kropssprog. Det handlede om at eje straffesparkskonkurrencen og at vise, at selv om man brænder et straffespark – hvilket Jordan Henderson gjorde før nogen af colombianerne – betyder det ikke, at man har tabt kampen. Man kan godt brænde og stadig vinde. Da man så Henderson gå tilbage fra pletten, kunne man ikke se på ham, om han havde brændt eller scoret. Tidligere har vi set engelske spillere med ansigtet gemt i hænderne, tårer i øjnene, pissesure i midtercirklen, tilsyneladende irriterede på deres medspillere. Den slags negativitet bliver næsten en selvopfyldende profeti. Selvfølgelig taber man, hvis det er holdningen til én fejl, og fejl kan jo ske i en straffesparkskonkurrence,” siger englænderen.

Det afhængige eller uafhængige spark
Først denne weekend bliver straffesparkskonkurrencerne en del af EM, men Ben Lyttleton håber, at holdene allerede er langt med forberedelserne.

”På nuværende tidspunkt bør træneren vide, hvem hans fem straffesparksskytter skal være, hvis alle er skadesfri og har gennemført kampen. Spillerne bør også vide det. Som spiller vil man gerne vide det så tidligt som muligt. Man har ikke lyst til at få det at vide tre minutter, før man skal sparke. Det er bedre at have en uge til at forberede sig, så når det sker, ved man, hvor man skal sparke, man ved, hvordan man skal håndtere det, man ved, man skal fokusere, og man ved, hvilken rutine man skal følge.”

”Hvis man er stresset, ryger ens beslutningsevne som det første. Hvis man ikke ved, hvad man skal gøre, og så pludselig skal sparke et straffespark for ens landshold og sikre, man ikke ryger ud, kan man panikke. Men hvis man har fået det at vide en uge i forvejen, kan man træne det med resten af truppen. Hvis man har taget 60 straffespark som optakt, er man bedre forberedt. Igen: Det er ikke en garanti, men i en topkamp med et landshold skal man tage de marginale fordele, hvor man kan finde dem,” siger Ben Lyttleton.

Som Kasper Hjulmands citat i artiklens indledning forklarer, kan man sparke straffespark på to måder. Enten beslutter man sig på forhånd for en placering, eller også reagerer man på keeperens udfald. Ben Lyttleton kalder det at sparke uafhængigt eller afhængigt af keeperen. Hjulmand har lagt op til, at danskerne selv må bestemme, hvilken stil de vælger, men Ben Lyttleton ved godt, hvad han vil råde danskerne til.

For i skrivende stund er der blevet scoret på otte ud af 14 straffespark ved EM. Tre af de seks syndere, Gareth Bale, Gerard Moreno og Ezgjan Alioski, har alle sparket afhængigt af keeperen.

”De ventede alle på hans udfald, og de brændte alle sammen. Det interessante er, at Bale og Alioski ikke er faste skytter. Hvis man ikke gør det 10 gange per sæson, er det virkelig svært at træde frem og gøre det. Det er virkelig svært! For målmænd bliver ofte stående så længe som muligt, for de må alligevel ikke forlade deres linje. Det er en virkelig svær teknik at mestre, hvis man ikke gør det hele tiden. Så jeg vil anbefale, at man ikke sparker afhængigt af målmanden, hvis man ikke er fast straffesparksskytte,” siger Ben Lyttleton om det vigtige i at forberede sig og at forberede sig rigtigt.

”Jeg vil endda argumentere for, at træneren i nogle tilfælde skal sige til en spiller, hvor han skal sparke. Så tager man endnu en beslutning væk fra spilleren, og så er der én ting mindre, han skal fokusere på. Hvis trænerteamet holder øje med straffesparkene, monitorerer at Spiller X scorer i 95 procent af tilfældene, når han sparker til sin naturlige side og i 85 procent af tilfældene, når han sparker til sin unaturlige side, kan de sige til ham, at 'ved du hvad, du er meget bedre til at sparke i din naturlige side, for du genererer mere kraft, og din præcision er bedre. Lad være med at være nervøs for at brænde, for jeg har fortalt dig, at du skal gøre det på den måde. Beslutningen er min, ikke din.'”

”Så fjerner man en lille smule pres fra spilleren, og det kan frigøre ham til at gøre, hvad han skal gøre. Det er at lægge bolden rigtigt, lave et godt tilløb og så videre. Det er, når man tænker: 'Jeg må ikke brænde, jeg må ikke brænde!' at man laver fejl. Og så man selvfølgelig ikke ændre mening i sidste øjeblik, for det er en katastrofe, der venter på at ske,” siger Ben Lyttleton.

Som i '92?
”Der er yderligere én ting, som jeg er meget nysgerrig efter at se i denne turnering,” fortsætter den engelske journalist:

”Det er brugen af udskiftninger med det præcise formål at bruge de spillere i straffesparkskonkurrencer. Og ikke kun skytterne, også målmændene. Trænerens rolle er at have det bedste hold ude på banen for at få et resultat.”

”For eksempel har det franske hold en straffesparksspecialist, Mike Maignan, på bænken. Han reddede et straffespark i sin debut for Lille, og så reddede han et straffespark i sin næste kamp for Lille. Hans redningsstatistik er på omtrent 31 procent, hvilket er ret godt. Hugo Lloris' redningsprocent er på cirka 14 procent. Lloris er anfører, en stor personlighed og helt sikkert en leder. Det gør det mere kompliceret. Men hvis det kun handlede om statistikken, burde man i det mindste overveje at bytte før straffesparkskonkurrencen. Det er et udsving på 17 procentpoint, før man overhovedet er gået i gang. Så jeg er nysgerrig efter at se, om trænerne er modige og stærke nok til at træffe den beslutning. Det håber jeg, de er, men man ved aldrig. Det er en meget konservativ sport,” siger straffesparksforfatteren.

Skulle det danske landshold ende i en straffesparkskonkurrence, bliver der næppe byttet målmand. Og det er nok meget godt. Danmark har været i tre af slagsen ved EM og VM, og de to er blevet tabt. Men for 29 år siden pillede Peter Schmeichel et straffespark fra Marco van Basten i Göteborg, og det endte jo alt sammen meget godt.

”Lad os ikke glemme, at ved EM har Danmark en fremragende statistik: Hver gang de vinder en straffesparkskonkurrence, vinder de turneringen. De stoppede et straffespark fra den bedste spiller i verden, og den nuværende målmand har endda samme efternavn. Så jeg tror ikke, I har noget at bekymre jer om,” griner Ben Lyttleton.

-----

Det danske initiativ
Man kan ikke begynde for tidligt med at lære at sparke straffespark. Det er konklusionen hos DBU, der fra sommeren 2020 besluttede, at uafgjorte kampe i U/17-ligaen skal afgøres i en straffesparkskonkurrence. Det vindende hold får således to point ud af kampen, det tabende beholder det ene.

”Disciplinen straffesparkskonkurrence og straffesparket i almindelighed er omgivet af spænding og dramatik. Derfor er det så kompliceret at træne under ikke konkurrence-lignende forhold. Med dette spændende og banebrydende tiltag får vi mulighed for at uddanne de danske U/17-spillere i evnen til at sparke et straffespark.”

”Vi skaber et scenarie, hvor presset er til stede ved straffesparkskonkurrencen – der sparkes om point. Men vi giver også mulighed for at dygtiggøre spillerne i udførelsen. Hvor skal man sparke? Yderligt, med risiko for at sparke forbi? Målmands-afhængigt eller målmands-uafhængigt? Elitefodbold og konkurrencesport handler om at opsøge de små procenter, og vi vil være de dygtigste til at mestre straffesparket,” sagde DBU's talentudviklingschef Flemming Berg sidste sommer.

Morten Bisgaard har mere erfaring med initiativet end de fleste. Den tidligere landsholdsspiller er træner for Vejle Boldklubs U/17-mandskab, der har sammen med SønderjyskE har flest uafgjorte kampe og dermed også flest straffesparkskonkurrencer i ligaen. Og Bisgaard har været begejstret.

”Jeg synes, det er rigtig fedt. Jeg kan rigtig godt lide det. Spillerne bliver sat i en position, hvor de er under pres, og det er også med til at udvikle dem mentalt. Om man så kan bruge, at man har sparket straffespark i en U/17-kamp, hvis man en dag står i en VM-finale... jeg ved ikke, om det er så overførselsbart på den måde. Men jeg tror, at nogle af vores talenter i Vejle har lært noget,” siger Bisgaard.

”Det er tydeligt, at nogle spillere ikke har lyst til at sparke. Vi har ikke været så hardcore, at vi i ret mange tilfælde har dikteret, at en spiller skal sparke. Men vi har gjort det. Det er min assistenttræner, der har ansvaret for det, og han har i enkelte tilfælde sagt: ”Du skal sparke.” Også selv om en spiller ikke har haft lyst.”

Selv om VB-træneren altså tvivler på, at man kan bruge erfaringen, skulle man en dag sparke straffespark på den største scene, tror han, at det kan gavne den enkelte spillers udvikling på kortere sigt. Bisgaard nævner et eksempel med en af de vejlensiske kontraktspillere.

”Han var meget ærgerlig over at have brændt i en straffesparkskonkurrence, hvor vi ikke vandt, men omvendt har det sikkert også givet ham et mentalt boost, at han turde sparke i en anden straffesparkskonkurrence – selv om han ikke var meget for det, tror jeg – og så score. Så på den måde har det helt sikkert rykket på en grænse, han har. Mod, teknik, passion er de tre overordnede værdier, vi i VB har på væggen, som Kasper Hjulmand siger, og i det her tilfælde bliver mod trænet.”

U/17-truppen i Vejle har indimellem sparket straffespark som afslutning på en træning, men træning med et formål, som Ben Lyttleton taler om i hovedartiklen, har det ikke været.

”Når vi træner det, træner vi det for sjov. Så træner vi ikke specifikt på, at vi skal vinde et ekstra point i U/17-ligaen. Men det har selvfølgelig taget udgangspunkt i, at det var et scenarie, vi kunne ende med i kamp. Vi har ikke haft straffesparkstræner eller lignende, de har bare selv sparket, uden vi har coachet dem,” siger Morten Bisgaard og kommer med en logisk forklaring på, at han ikke givet mange gode råd til sine drenge.

”Jeg har sgu ikke nogen fif... Jeg har ikke scoret på ret mange straffespark,” griner den tidligere topspiller.

DBU har efter forsøget i U/17-ligaen udvidet initiativet, så der fra næste sæson også skal sparkes straffespark i U/15-ligaen.