Der var drama for alle pengene, da England spillede sig videre ved EM med en sejr over Slovakiet søndag aften. Og det var ikke kun, mens kampen var i gang, at dramaet udspillede sig.
Efter slutfløjt kom den engelske stjernespiller Declan Rice nemlig i karambolage med den slovakiske landstræner Francesco Calzona. Det skriver flere engelske medier, heriblandt The Sun og Daily Mail.
Tv-billeder viste, at Calzona skubbede Declan Rice væk af den ene eller anden årsag, og det gad Arsenal-stjernen ikke finde sig i.
Han blev rasende og måtte holdes væk fra Calzona af flere holdkammerater, heriblandt Ivan Toney og Aaron Ramsdale.
Ifølge Daily Mail råbte Declan Rice også efter Calzona.
- Hold kæft, oi, hold kæft, din skaldede idiot (bald cunt, red.), lød det blandt andet fra Arsenal-stjernen.
Calzona har siden forklaret, hvorfor han skubbede til Declan Rice. Det gjorde han, fordi den engelske stjerne blev ved med at blande sig i en samtale mellem Slovakiet-træneren og dommerne. Siden har Arsenal-spilleren imidlertid undskyldt, lyder det.
England er videre til kvartfinalerne ved EM, hvor Schweiz venter.