Video : Tipsbladet
EM

Spansk EM-angriber dybt frustreret

Spansk EM-angriber var angiveligt dybt frustreret efter lørdagens kamp mod Kroatien.

Spanien kom strålende fra land ved EM med en sejr på hele 3-0 over Kroatien, men der var ikke glæde at spore hos alle spanierne.

Særligt angriberen Joselu fra Real Madrid var dybt frustreret efter kampen, skriver mediet Relevo.

Mens resten af de ubrugte indskiftere lavede nogle træningsøvelser på banen efter sejren, var Joselu ingen steder at se. I stedet var han med en sur mine smuttet direkte i holdbussen, selvom den først skulle køre en time efter.

På vejen til bussen afviste han ifølge Relevo at svare på mediernes spørgsmål, ligesom han heller ikke havde lyst til at snakke med fans eller bekendte.

Og hvorfor så det? Jo, ifølge Relevo skyldes Joselus frustrationer, at han ikke fik spilletid i Spaniens sejr over Kroatien, selvom det normale førstevalg i angrebet, Alvaro Morata, udgik. I stedet for Joselu fik Mikel Oyarzabal fra Real Sociedad spilletid. Joselu er ikke taget med til Tyskland for bare at være en del af truppen, lyder det, omend han siden kampen har trænet normalt.

Joselu, 34 år, var i den forgangne sæson en vigtig mand i Real Madrid, som havde lejet ham i Espanyol.

Det forlyder også, at Champions League-vinderne vil købe angriberen, men endnu er intet faldet på plads, og der er også tvivl om, hvor meget spilletid Joselu vil have udsigt til med Kylian Mbappé og stjernefrøet Endrick på vej til klubben.