Video : Tipsbladet
EM

Revser Mbappé: Skal han starte inde?

Ifølge fransk ekspert bør Didier Deschamps klart overveje at bænke Kylian Mbappé i aftenens EM-semifinale mod Spanien.

Under VM i Qatar var han helt forrygende, men EM-slutrunden i Tyskland har indtil nu ikke været en bragende succes for Kylian Mbappé. 

Allerede i den første gruppekamp mod Østrig brækkede den franske superstjerne næsen, hvilket har betydet, at han siden da har været nødt til at spille med en maske. 

Kylian Mbappé har selv udtrykt, at masken hindrer ham, og indtil videre er det da også kun blevet til én scoring fra stjerneangriberen, der scorede på straffespark i 1-1-kampen mod Polen. 

Og ifølge den franske ekspert Daniel Riolo har Kylian Mbappé faktisk været så undervældende ved EM, at landstræner Didier Deschamps kraftigt bør overveje at vrage superstjernen til aftenens semifinale mod Spanien. 

- Skal man spille med ham eller ej? Bør han starte mod Spanien? Kan vi virkelig åbne den debat? Lad os stille os selv spørgsmålet, hvad vi ville gøre, hvis vi stod i Deschamps' sted. Hvis vi kan se, at han (Mbappé, red.) ikke gør det godt, så bliver man nødt til at spørge sig selv, om han skal starte inde, lyder det ifølge RMC Sport fra Daniel Riolo. 

- Og selv hvis masken hindrer ham, så bliver vi nødt til at evaluere præstationerne. Uanset om det er ryggen, hovedet eller næsen, så er det irrelevant: Han er svækket. Så der skal tages en beslutning. 

Under EM har Frankrig stadig ikke scoret et mål i åbent spil. Franskmændene har undervejs i slutrunden nydt godt af modstandernes selvmål og et straffesparksmål, mens man i kvartfinalen mod Portugal avancerede efter en straffesparkskonkurrence.