Video : Tipsbladet
EM

Mbappe: Vi kan ikke overlade vores land til dem

Kylian Mbappe erkender, at det første resultat af valget i Frankrig var katastrofalt.

Frankrig står overfor nogle meget afgørende dage. Til EM skal de møde Portugal i kvartfinalen, og i hjemlandet er der premierministervalg, hvor det står tæt mellem højrefløjspartiet National Samling og midter-alliancen Ensemble.

Det er begge dele noget, som den franske stjernespiller Kylian Mbappe er meget interesseret i, og ved torsdagens pressemøde forud for den kommende kvartfinale-kamp, så kom han heller ikke uden om at skulle svare på spørgsmål om valget.

- Jeg mener, at det nu mere end nogensinde er nødvendigt at stemme. Vi kan ikke overlade vores land i hænderne på disse mennesker. Det haster. Vi så resultaterne, de var katastrofale, siger han og fortsætter:

- Vi håber virkelig, at det ændrer sig, og at alle mobiliserer sig for at stemme og stemmer på den gode side, lyder det fra Mbappe.

Undervejs ved pressemødet blev der også plads til en joke fra Mbappe, da en journalist forsøgte at få hans opmærksomhed ved at sige 'Her, Kylian, på venstrefløjen'.

- Godt, du ikke var på den anden side, svarede Mbappe derefter med et grin.

Første valgrunde gav National Samling 33,2 procent af stemmerne. Macrons Ensemble fik 21 procent, og så fik venstrefløjsalliancen Ny Folkefront 28,1 procent, som gjorde dem næststørst.

Anden valgrunde er 7. juli, hvor det kræver mindst 50 procent af stemmerne at vinde valget.

Endvidere kunne han heller ikke blive fri for at tale om den maske, som han har skulle spille med efter, at han brækkede næsen i den første kamp ved slutrunden i den sidste del af opgøret mod Østrig.

- Uden masken kunne jeg ikke spille i morgen. Takket være den kan jeg spille. Jeg vil bruge den indtil slutningen af konkurrencen. Jeg kan kun takke den, fordi uden den ville jeg ikke spille. I morgen vil jeg forsøge at give alt for at præstere, forklarer Mbappe.

Kampen mellem Frankrig og Portugal spilles fredag klokken 21.