Den danske landstræner Kasper Hjulmand var efter nederlaget til Tyskland i ottendedelsfinalen ved EM ude med riven mod VAR og de kendelser, som først annullerede Joachim Andersens mål og efterfølgende gav tyskerne et straffespark for at ramme selvsamme danske spillers hånd.
Angrebet på VAR er dog ikke noget, som den Østrigs landstræner Ralf Rangnick er enig i. Det fortæller han ved et pressemøde forud tirsdagens kamp mod Tyrkiet, skriver østrigsk Sky
- Allerede da jeg var i Leipzig, udtrykte jeg, at det ikke ville være logisk, hvis andre boldspil bruger teknologi, men ikke fodbolden. Jeg synes, at fodbolden vil blive og er blevet mere retfærdig, siger han og fortsætter:
- Men selvfølgelig er der plads til forbedringer. For eksempel ved hånds- eller offsidebeslutninger. Offsiden (for Danmark) var meget tæt, lyder det fra Rangnick.
I det hele taget tror han på, at det kan blive bedre med VAR i fremtiden.
- Jeg kan virkelig forstå skuffelsen hos det danske hold, men jeg er også overbevist om, at hvis alt forbedres i de kommende år, og man bruger VAR med den rette følelse, så vil fodbolden blive mere retfærdig.
Endelig peger han på, at han er fortaler for teknologien, men han håber på, at det bliver til et fåtal af VAR-beslutninger i kampen mod Tyrkiet, så det bliver på banen, at kampen bliver afgjort.
Til TV 2 sagde Hjulmand følgende efter Danmarks EM-exit:
- Den hånd-regel har vi diskuteret længe. Det er en latterlig regel, og det er fra kort afstand. Og så er der også offsiden - VAR finder en centimeter, så bliver det altså for latterligt, lød det fra Hjulmand.