Video : Tipsbladet
EM

Kritiserer Bellingham: Han skal passe på

De to tidligere tyske landsholdsspillere Per Mertesacker og Christoph Kramer ser en bekymrende tendens hos Jude Bellingham.

Jude Bellingham løb med alle overskrifterne i går, søndag, da han i kampens døende minutter scorede til 1-1 mod Slovakiet med et overdådigt saksespark. 

Den unge englænder har efterfølgende fået stor ros, og blandt andet har Englands anfører Harry Kane kaldt det for "et af de bedste mål i landets historie". 

Ja, Real Madrid-stjernen har tur i den, men ikke alt er fryd og gammen. 

I hvert fald ikke hvis du spørger de to tidligere tyske landsholdsspillere Per Mertesacker og Christoph Kramer, der begge blev verdensmestre i 2014. 

De ser nemlig nogle bekymrende tendenser hos den unge midtbanespiller - først og fremmest hans attitude. 

- Han er selvfølgelig en fremragende spiller, han skal bare passe på, at det ikke begynder at stige rham til hovedet. Det, jeg altid synes er rigtig dårligt, er, når du vifter med armene foran dine holdkammerater - han lavede et par bevægelser i dag, men også i de sidste par kampe. Jeg kan virkelig godt lide selvsikre spillere, men han har for meget selvtillid i øjeblikket, fortæller Christoph Kramer på tysk tv ifølge Sport1. 

Og den analyse deler den tyske Arsenal-legende Per Mertesacker. 

- Det her med at rulle rundt hele tiden. Han bliver kun rørt en lille smule. Du behøver ikke at rulle rundt for at provokere, fortæller den tårnhøje tysker ifølge Sport1. 

Christoph Kramer, der til daglig spiller for Borussia Mönchengladbach, håber, at Bellingham kan vende sig af med de dårlige vaner. 

- Han spillede en vild sæson i så ung en alder, men man skal stadig være lidt forsigtig. Jeg håber, at han efter turneringen og i sommerpausen vil reflektere lidt, for jeg tror ikke, jeg er den eneste, der synes, at han kan være irriterende, afslutter Kramer. 

Jude Bellingham har spillet 33 landskampe or England. 

I næste runde af EM-slutrunde skal 'The Three Lions' spille mod Schweiz i kvartfinalen.