Video : Tipsbladet
EM

Kasper Hjulmand: Der findes ikke fiaskoer i sport

Ifølge Kasper Hjulmand vil det ikke være en fiasko, hvis Danmark ryger ud af EM i gruppespillet, men han understreger, at det ikke vil være godt nok.

FREUDENSTADT (Tipsbladet): Der venter en regulær gyser, når det Danmark møder Serbien tirsdag aften i sidste gruppekamp ved EM. 

For et nederlag her kan sende danskerne hjem. En uafgjort kan meget vel sende Danmark videre, og det vil med en sejr garanti gøre. 

Der er altså tale om fest eller fiasko for det danske landshold, men den formulering køber landstræner Kasper Hjulmand ikke, da han møder det danske presse søndag formiddag. 

Jeg er bange for at blive misforstået, og man siger, at ”nu står han og fedtspiller, og det er også fint nok, hvis vi ryger hjem”. Gu er det ej. Vi skal vinde og vi skal videre.

Kasper Hjulmand
Landstræner, Danmark

Kasper Hjulmand ser nemlig ikke så sort-hvidt på tingene, slår han fast, for han mener slet ikke, at man kan tale om fiaskoer i sport - heller ikke selv om man storskuffer og bliver elimineret i et gruppespil eksempelvis. 

- Jeg er så bange for at blive misforstået. Jeg synes, det er fedt, siger han med henblik på kampens betydning og fortsætter:

- Jeg kan godt forstå det, og jeg forstår ordvalget hos jer, og at man sætter det sådan op. Jeg har aldrig ment, at der findes fiaskoer i sport. Det eksisterer ikke for mig!

Foto: Alamy

Danmarks landstræner vejer sine ord med omhu. Det er vigtigt for ham at komme ud med sin pointe, så han ikke bliver misforstået.

Han bringer Tyskland ind i snakken om fiaskoer. Kasper Hjulmand mener ikke, at der er tale om fiaskoer for Tyskland, som er røget ud af de seneste to VM-slutrunder i gruppespillet, og som ved EM i 2021 blot nåede ottendedelsfinalen. 

Er det ikke fiaskoer?  

- Det synes jeg ikke. Det er stepping stones henimod at blive det bedste, man kan blive, hvis man lærer af det og gør det rigtigt. Så for mig findes fiaskoer ikke i sport, men det er fint, at det bliver sat på spidsen. Og det er rigtigt, at det ikke er godt nok, hvis ikke vi gå videre, siger Hjulmand og forklarer yderligere:

- Jeg er bange for at blive misforstået, og man siger, at ”nu står han og fedtspiller, og det er også fint nok, hvis vi ryger hjem”. Gu er det ej. Vi skal vinde og vi skal videre. Vi er ikke her for ikke at gå videre, så selvfølgelig synes jeg ikke, det er godt nok, hvis ikke vi går videre.

- Men at kalde det en fiasko, synes jeg ikke er det rigtige. Men det tænker jeg ikke på. Jeg regner med, at vi vinder kampen, går videre og fyrer den af.

Kasper Hjulmand påpeger, at man kan gå igennem et langt sportsliv uden at vinde det hele, og at alle mesterskaber og kampe, man spiller, er stepping stones henimod en dag at stå med det hele. 

Tirsdag kan Danmark så tage et skridt mod at stå med netop det hele, hvis man formår at gå videre fra gruppen.