Det var blot hans fjerde A-landskamp, men Morten Hjulmand virkede ikke som en, der lige skulle se tingene an, da midtbanespilleren blev indskiftet i testkampen mod Schweiz i marts.
Efter blot ni minutter på banen endte Morten Hjulmand i en kontrovers med Bayer Leverkusen-stjernen Granit Xhaka, der blev rasende på den danske midtbanespiller. Morten Hjulmand bakkede dog ikke ud af duellen, og Sporting-profilen vil gerne garantere, at han på grund af sin spillemåde også i fremtiden vil komme på kant med modspillere.
- Med den spillertype, jeg er, så opstår der nogle kontroverser i kampene. Og det er jo sådan, det er. Men jeg er også god til at pakke det væk, når dommeren har fløjtet af. Så der kommer også til at være andre kontroverser i fremtiden, for jeg vil gå rigtigt, rigtigt langt for at vinde fodboldkampe, siger Morten Hjulmand til Tipsbladet og fortsætter:
- Det gør jeg også på daglig basis i min klub, og det kommer jeg også til at gøre på det danske landshold. Der kommer jeg ind med den personlighed, jeg har.
Det er vigtigt, at vi siger til os selv, når vi har så store navne og spillere i vores trup, at vi godt kan komme langt i en turnering som EM.
Morten HjulmandMidtbanespiller, Sporting og Danmark
Den 24-årige Morten Hjulmand tog sidste sommer et skridt op i karrieren, da han rykkede fra Lecce til Sporting, og danskeren føler da også, at han i løbet af de seneste 12 måneder har udviklet sig som spiller.
- Det er klart, at der er større krav og et højere pres, når man spiller på et tophold, fordi man skal hente tre point i hver kamp. Det var ikke noget, som jeg havde prøvet så meget før i min professionelle karriere. Derudover var der nogle ting, jeg skulle lægge på i mit spil, fordi jeg skulle passe til holdets system. Jeg skulle lægge på i mit spil med bolden, fordi vi er et hold, der har meget boldbesiddelse og gerne vil dominere kampene.
Tror du, at det også har forbedret dine chancer for at bide dig fast på landsholdet?
- Jeg vil sige, at jeg med mine karrierevalg har prøvet at optimere mig selv som spiller på de fleste parametre. I Østrig (Hjulmand spillede for Admira Wacker, red.) var det meget fysisk og mand-mod-mand, mens det i Italien var mere taktisk i forhold til hvordan man skulle placere sig på banen, og hvordan man skulle forsvare sig.
- I Italien var der selvfølgelig også et højere teknisk krav, men der føler jeg, at jeg skulle lægge endnu mere på, da jeg kom til Sporting, på grund af den spillestil, vi har. Så jeg har formået at bygge de her kvaliteter op igennem mine karrierevalg, lyder det fra Morten Hjulmand, der også mener, at han med skiftet til Sporting har udviklet sig i det offensive spil.
Jonas Wind skylder stadig
Det var først i september sidste år, at Morten Hjulmand fik sin debut på A-landsholdet, men den stærke sæson i Sporting er nu blevet belønnet med en plads i Danmarks EM-trup.
- Jeg blev rigtigt, rigtigt stolt, da jeg fik at vide, at jeg skulle være med til at repræsentere Danmark til en slutrunde. At spille de her turneringer er selvfølgelig noget, man gerne vil opnå som spiller. Så jeg har en enorm glæde i mig lige nu, og jeg ser frem til at skulle spille den her slutrunde, siger Morten Hjulmand.
Danmark har lige nu en trup med mange dygtige spillere, der spiller for store klubber, men samtidig har landsholdet også været udsat for en del kritik i det seneste halvandet års tid. Hvordan ser du landsholdets situation lige nu?
- Jeg synes, at den ser god ud. Vi har meget kvalitet på holdet, så jeg ser en lys fremtid for os. Der venter os nogle rigtigt spændende kampe, og jeg ved, at vi med den mentalitet, vi har på holdet, nok skal komme langt i turneringen. Det skal vi også tro på, at vi kan. Det er vigtigt, at vi siger til os selv, når vi har så store navne og spillere i vores trup, at vi godt kan komme langt i en turnering som EM.
En af dem, som Morten Hjulmand har et tæt forhold til landsholdet, er Jonas Wind. De to landsholdsspillere, der begge er fra årgang '99, kender hinanden fra FC Københavns ungdomsafdeling. Netop Jonas Wind spolerede faktisk Morten Hjulmands landsholdsdebut mod San Marino en lille smule, da Wolfsburg-angriberen stod offside, hvilket betød, at Morten Hjulmand fik annulleret sit mål.
Morten Hjulmand udtalte efter San Marino-kampen, at Jonas Wind skyldte ham en middag - og den venter Sporting-spilleren stadig på.
- Vi har desværre ikke lige haft tiden til at mødes. Men altså, en aftale er en aftale. Han skylder den stadig. Så den skal han nok komme til at betale, lyder det fra en grinende Morten Hjulmand.
Tipsbladet har også talt med Morten Hjulmand om den flotte sæson i Sporting, hvor danskeren har været en stor profil i klubben, der vandt mesterskabet. Anden del af interviewet bliver bragt i morgen.