Med uafgjort mod England lever Danmarks drøm om at gå videre fra EM-gruppespillet i den grad før sidste gruppekamp mod Serbien.
Men hvordan sikrer de videre avancement? Og hvordan kan de vinde gruppen?
Det afhænger i høj grad også af resultatet af den anden gruppekamp mellem Slovenien og England.
Her giver Tipsbladet dig scenarierne.
Hvis England slår Slovenien
Hvis Slovenien taber til England, vil England ende på syv point, mens Slovenien vil ende på to point.
I det tilfælde skal Danmark bare spille uafgjort mod Serbien for at ende på tre point og ende på andenpladsen i puljen. En sejr vil af åbenlyse årsager også sikre en dansk andenplads.
Et dansk nederlag til Serbien kan endda være nok til at sikre videre avancement som gruppetreer foran Slovenien, men det vil afhænge af målscore eller advarsler og at to andre gruppetreere gør det værre.
Hvis England og Slovenien spiller uafgjort
Hvis England og Slovenien spiller uafgjort, ender de på henholdsvis fem og tre point.
I det tilfælde vil Danmark som minimum sikre andenpladsen med en sejr over Serbien, hvilket vil sende Hjulmands tropper op på fem point. Faktisk kan de sikre førstepladsen foran England, hvis de vinder tilpas stort eller ender med færre advarsler i gruppespillet end England.
Et dansk remis mod Serbien vil betyde, at Danmark ender på tre point, og det kan også være nok til andenpladsen foran Slovenien, afhængig af målscore og antal advarsler.
En tredjeplads med tre point kan dog også meget vel gå videre som en af gruppespillets fire bedste treere, men det afhænger også af målscore og/eller antal advarsler og/eller de øvrige gruppetreeres præstationer.
Hvis England og Slovenien deler, og Danmark taber til Serbien, er Danmark færdige ved EM.
Hvis Slovenien slår England
Hvis Slovenien besejrer England, vil Slovenien ende på fem point, mens England vil ende på fire.
Her kan Danmark ende på fem point og dermed á point med Slovenien med en sejr over Serbien. Dermed vil Danmark være sikre på at gå videre til ottendedelsfinalen ved at ende på en af de to øverste pladser i gruppen.
I dette tilfælde afgøres førstepladsen af holdenes målscore eller antal advarsler - eller i yderste instans holdenes placering i kvalifikationen, hvor Danmark endte over Slovenien.
Et dansk remis vil sende Danmark på tre point, og dermed vil Danmark være sikre på at slutte som nummer tre i gruppen efter Slovenien på fem og England på fire, men foran Serbien på to point. Det kan meget vel også være nok til at gå videre som en af de fire bedste gruppetreere.
Taber England til Slovenien og Danmark til Serbien i sidste runde, er Danmark ude.
Summasummarum
En sejr over Serbien tirsdag aften vil sende Danmark videre som enten nummer et eller to i gruppen, og dermed en plads i ottendedelsfinalen, men en uafgjort vil sandsynligvis også være nok til som minimum at gå videre som gruppetreer.
Hvem kan Danmark så møde?
Vinder Danmark gruppen, skal de møde nummer tre fra Gruppe D, E eller F, som lige nu står til at blive Polen, men også nemt kan blive hold som Østrig, Tjekkiet, Belgien, Georgien, Ukraine og flere.
En andenplads vil sende Danmark op imod vinderen af Gruppe A, der med stor sandsynlighed bliver Tyskland.
Går Danmark videre som treer, skal de møde vinderen af Gruppe F eller E - grupper, der lige nu føres af henholdsvis Tyrkiet og Rumænien, men som Portugal og Belgien også har forhåbninger om at vinde.