Video : Tipsbladet
EM

- Han er EM’s bedste spiller!

Én spiller høster enorme roser efter Spaniens sejr over Georgien søndag aften.

Der er altid et par spillere, der får et internationalt gennembrud ved slutrunder. Og få - hvis nogen - har fået et større gennembrud ved denne slutrunde end Spaniens kantspiller Nico Williams.

Den 21-årige stjerne fra Athletic Club har udgjort en fantastisk duo med Lamine Yamal på de spanske kanter, og i søndagens ottendedelsfinale mod Georgien var Nico Williams den helt store oplevelse med et mål og en assist.

Og det får rosen til at vælte ind.

Blandt andet fra den tidligere topspiller Ibrahim Afellay, der i sin karriere optrådte for PSV Eindhoven og FC Barcelona.

- Han er alsidig, kan aflevere med venstre og højre og har fantastisk kontrol over bolden. Han er meget svær at forsvare imod. Han har også øje for sine medspillere.

- I mine øjne er Williams slutrundens bedste spiller indtil videre. Jeg ville blive overrasket, hvis han stadig spiller for Athletic Club efter EM, siger Ibrahim Afellay i Studio Fussball.

Hos BBC har den tidligere Manchester United-stjerne Gary Neville også ros til overs for Nico Williams og Lamine Yamal.

- Friheden, som disse to kantspillere spiller med, er utrolig. Det skaber virkelig et fodboldhold. Det vil løbe de andre hold koldt ned ad ryggen (tanken om at skulle forsvare dem, red.). Det er to specielle talenter, og de forårsager alle mulige problemer.

Uvis fremtid
I de spanske medier høster Nico Williams også alverdens ros, og hos Mundo Deportivo påpeges det, at halvdelen af Europa vil hente ham.

Særligt FC Barcelona er interesseret i at hente ham denne sommer, og så kan han og Lamine Yamal potentielt også spille sammen på klubplan.

Men mange andre klubber har også været nævnt som bejlere.

Tidligere har The Athletic skrevet, at Nico Williams har en frikøbsklausul i Athletic Club på knap 413 millioner kroner. Et beløb, der nærmest virker billigt, når man tager hans EM-præstationer og alder i betragtning.