– At forlade hjerteklubben var vigtigt for Lukaku

Da Belgiens holdopstilling blev læst op i Parken i minutterne før kampen mod Danmark, blev der piftet behørigt.

Thibaut Courtois, Thorgan Hazard, Dries Mertens, de fik alle sammen turen.

Undtagen Romelu Lukaku.

Her var der også udbredte hurra-råb og klappen blandt de danske tilskuere, og da de danske spillere og stadion havde klappet af belgierne under de 10 sekunders indledende knælen som markering af kampen mod racisme, hilste Lukaku tilbage til tribunerne som tak for støtten, der stod i skærende kontrast til den pibekoncert, belgierne havde fået nogle dage forinden i Sankt Petersborg i Rusland-kampen.

I Belgien er Romelu Lukakus første træner ikke overrasket.

”Han har lige fra starten været meget moden, og her tænker jeg ikke kun det fodboldfaglige, som han også helt tidligt var rigtig god til, men også menneskeligt. Han er en klog og rationel fyr, der også er god til at træffe de hårde og svære valg,” siger Ariël Jacobs.

Jacobs huskes her i landet for sit år som FC København-træner fra 2012 til 2013, men i Belgien er det fem år i spidsen for landets største klub, der fylder.

Og selvom der var mange lovende spillere i belgisk fodbold i de år, var man i Anderlecht klar over, at man i Romelu Lukaku havde et ganske særligt talent.

”Når en spiller kommer op på førsteholdet, vil jeg gerne have, at han åbner øjne og ører for at lære. Og det gjorde Romelu helt af sig selv fra allerførste dag. Den lærevillighed kombineret med, at han også er lærenem, har været så vigtig for ham. Når han er 35 år, vil han stadig lytte til andre og forsøge at lære og blive bedre. For mig er det måske den vigtigste egenskab overhovedet, hvis man vil være topspiller, og Romelu har det til overflod,” siger Ariël Jacobs.

”Da han kom op på førsteholdet, spottede vi, at hans førsteberøring ikke var så god. Det havde jo været lidt svært at påpege i ungdomsakademiet, når han alligevel scorede tre-fire mål per kamp. Men vi så det, da han blev matchet mod fysiske stærkere og mere erfarne spillere, og så satte han sig for at forbedre sit touch,” siger Ariël Jacobs.

”Og så er han simpelthen så dødbringende inde i feltet. Rigtig meget af det er medfødt, han havde det allerede som ungdomsspiller. Men i Anderlecht havde han så meget selvtillid. I interne træningskampe, i småspil og 1-til-1-afslutningsøvelser med keeperen troede han fuldt og fast på, at han ville score hver eneste gang,” siger Ariël Jacobs.

”Og så kan han jo score alle mulige mål. Han er god til at straffe modstandernes fejl og på omstillinger, han kan score flotte solomål, som han skaber ene mand, og han er fremragende til at lave de rigtige løb og finde rummene inde i feltet, så han kan lave de såkaldt nemme mål. Og så er han tilmed forrygende i kombinationsspillet. Han kan simpelthen alt,” siger Ariël Jacobs.

Det sværeste valg
Det eneste sted, Romelu Lukaku ikke har slået til, var i Chelsea. Og det er samtidig den tid, Ariël Jacobs peger på som allermest definerende for, at angriberen i dag er en af verdens bedste spillere med et EM-trofæ inden for realistisk rækkevidde.

”Vi snakkede rigtig meget. Ikke så meget om taktik og alt det faglige, det havde han styr på. Nej det var mere om hvordan fodboldverdenen fungerer. Han kom til mig og sagde, at han ikke havde noget valg, nu hvor Chelsea var på banen, for det var hans hjerteklub.”

”'Jeg kunne sagtens følge ham. Der blev det menneskelige vigtigere, for man kan ikke bare stå og sige nej til, at en spiller kan komme til den klub, han altid har ønsket sig at spille for. Men jeg sagde til ham: 'Her hos mig er du den første på holdkortet. Du er langt bedre end alle andre. Derovre har du ikke én konkurrent, heller ikke to eller tre. Du har fire. Jeg siger ikke, at du ikke kan gøre det, du skal bare være forberedt på, at det kan blive svært.'”

”Og han havde det svært i Chelsea. Sommeren efter skulle han beslutte sig. 'Mourinho spiller med to angribere og har i bedste fald to forwards eller offensive spillere på bænken. Du risikerer at blive nummer fem,' sagde jeg til ham. 'Det er ikke en mulighed. Det går ikke. Jeg skal spille,' svarede Romelu.”

”Først tog han beslutningen om at tage til West Bromwich, hvor han fik den helt rigtige mulighed og den helt rigtige træner i Steve Clarke, der var klar på at arbejde med ham og udvikle ham som det unge menneske, Romelu stadig var. Det var en stærk beslutning af Romelu at indse, at han var nødt til at gå et niveau ned for at få gang i karrieren, hvis han ville have en fremtid som Premier League-profil.”

”Da han så vendte tilbage til Chelsea, troede mange, at han enten skulle spille der eller sælges til en klub som Manchester United. I stedet skiftede han til en god subtop-klub som Everton. Enten ville han få en god karriere der og ramme sit topniveau, eller også ville han få så meget gang i karrieren, at det kunne blive et springbræt til noget endnu større, hvilket det jo så endte med at blive. At fravælge sin hjerteklub Chelsea og så tage et realistisk, klogt valg i stedet for at vælge den størst mulige adresse, det var enormt svært og hårdt, men også så vigtigt og så sigende for den spiller og det menneske, Romelu er,” siger Ariël Jacobs.

”Jeg kan nærmest ikke tælle, hvor mange gange jeg har set spillere tage de forkerte beslutninger for deres karriere. Jeg ved godt, det er nemt at se nu, men allerede dengang følte jeg, at det ikke var rigtigt for Andreas Cornelius at tage til Cardiff. Det var ikke den rigtige klub, og han havde kun spillet førsteholdsfodbold i en enkelt sæson. Han havde helt klart potentialet til en dag at blive Premier League-spiller, men det var bare for tidligt og slet ikke det rigtige sted at begynde. Og så tager det jo tid at få gang i karrieren igen,” siger Ariël Jacobs.