England er klar til finalen ved EM i fodbold efter en smal sejr på 2-1 over Holland. I søndagens finale skal England møde Spanien.
Englændernes sidste mål blev sat ind af den indskiftede angriber Ollie Watkins i tillægstiden.
Ollie Watkins modtog bolden i feltet, og fra en spids vinkel vendte han på en tallerken og fandt vej til netmaskerne.
Der var masser af underholdning og god fodbold i første halvleg. Holland fik den bedste start og kom foran 1-0 efter syv minutter.
Den hollandske midtbanespiller Xavi Simons erobrede bolden fra Declan Rice og løb direkte mod mål.
Lidt uden for feltet tog Simons chancen og sparkede fra 21 meter, og den engelske keeper Jordan Pickford sprællede forgæves i målet.
Dernæst kom englænderne bedre med i spillet og leverede vel nok den bedste halvleg ved EM-slutrunden i Tyskland.
Angriberen Harry Kane forsøgte sig med et langskud, men den hollandske keeper Bart Verbruggen parerede.
Kort efter sparkede Kane igen på mål, og Bayern München-angriberen nåede at få trykket af.
Bolden gik over mål, men efterfølgende sparkede Denzel Dumfries ind på Kanes fod, og han faldt til jorden med et brøl.
Efter et VAR-tjek blev der dømt straffespark, og Kane udnyttede med et fladt spark muligheden til at bringe balance i regnskabet.
Flere mål blev der ikke scoret, før Ollie Watkins slog til i kampens tillægstid.
/ritzau/