EM-portræt: Østrigs legende, der drillede Hitler

I anledning af Østrigs første kamp ved EM-slutrunden bringer tipsbladet.dk her en artikel fra arkivet. Den handler om den legendariske østrigske dribler Matthias Sindelar, der var en storspiller i svøb, men døde i en alt for tidlig alder. 

BRAGT FØRSTE GANG I TIPSBLADET, APRIL 2011

Da kampen på Prater Stadion er forbi, løber en af de to østrigske målscorere Matthias Sindelar hen forbi det tribuneafsnit, hvor de nazistiske koryfæer og de førende fodboldledere sidder, og så valser han triumferende rundt, grinende og tydeligt visende sin sejr, mens tilskuerne råber "Österreich, Österreich."

Datoen er 3. april 1938, og Nazi-Tyskland har få uger tidligt erobret det tysktalende naboland Østrig. Nu skal den sidste landskamp før også den fodboldmæssige "Anschluss" [tilslutning] afvikles. To fodboldkulturer skal slås sammen op til sommerens VM-slutrunde, men først skal denne genforening af stortysk sammenhold fejres. Enkelte østrigere, herimellem Sindelar, har et lidt anderledes syn på sagen. De stritter imod og gennemtrumfer, at Østrig i sin sidste landskamp stiller op i den nationale rød-hvide spilledragt og ikke en mere neutral dragt, og det accepteres af de nazistiske arrangører. Landskampen mellem Østrig Tyskland ligner længe en målløs remis, og det virker provokerende og overlagt, at Sindelar i første halvleg misbruger et par store chancer. Som kattens leg med musen. Eller omvendt. Det minder også om en kamp langt senere mellem de to nabolande, nemlig da de ved VM 1982 i den afsluttende gruppekamp i ren slowmotion beslutter sig for, at Vesttyskland skal vinde kampen med 1-0. Dermed går de begge videre på bekostning af Algeriet, men til gengæld påkalder de sig en hel verdens vrede over denne "ikke-angrebs-pagt."I 1938 var situationen helt anden, nemlig et folkeligt og politisk meget anspændt klima. Enhver vidste, at det kunne koste dyrt at lægge sig ud med de nazistiske magthavere, som nu også havde fuld kontrol over Østrig. Bortset altså fra Matthias Sindelar, som måske ikke var særlig politisk bevist, men snarere noget af en drillepind. I den såkaldte venskabskamp i Wien går spillerne ind til anden halvleg uden mål, men med 20 minutter igen får Sindelar fat i en ripost fra den tyske målmand og gør det til 1-0. Sejren slås fast, da hans gode ven Karl Sesta fra lang afstand kort efter sparker bolden ind til 2-0.Østrig er nok blevet en del af Tyskland, men en rest af trodsig selvstændighed er tilbage, og den omstridte Matthias Sindelar er mand for at vise den over for magthaverne. Kampen mod Tyskland bliver hans sidste, og 10 måneder senere bliver han fundet død under mystiske omstændigheder.

Østrig har ikke mange sportshelte, og af en eller grund fylder alpelandets største fodboldnavn ikke så meget op i landskabet, hvilket måske skyldes den mangel på afklaring, der var omkring hans død. Det vender vi tilbage til. Østrigerne selv har flere gange gennem årene kåret Matthias Sindelar til landets største fodboldspiller og til ligefrem det største sportsnavn overhovedet – med afstand ned til de nærmeste rivaler, herimellem den kendte Ernst Happel, der både som spiller og træner var meget succesrig.

En tur rundt i Wien afslører dog ingen mindesmærker for den tekniske begavelse, der imponerede en hel verden og drillede nazisterne i de tredivere, da Østrig var en fodboldmæssig gigant, der spillede lige op med England og andre storheder, som var ubesejret i lange perioder, og som fostrede en moderne og seværdig shortpassing-stil udført af det hold, der blev kaldt das Wunderteam. Med Matthias Sindelar på toppen af kransekagen.Ikke engang et stadion eller et fodboldakademi er opkaldt efter ham. Besøgende ved EM-slutrunden i 2008 kiggede forgæves efter en udstilling eller en bog om rebellen. Nationalarenaen ved Prateren, det grønne område i den østlige ende af hovedstaden, bærer Ernst Happels navn. På Zentralfriedhof, hvor de musikalske genier Ludwig van Beethoven og Franz Schubert indtager mere fremtrædende positioner – dog overgået af den mest besøgte grav, nemlig Wolfgang Amadeus Mozarts – kan man med lidt fodarbejde finde en sort og nedslidt gravsten, der bærer Sindelars navn. Syv årtier har slidt på ansigtstorsoen og bolden ved hans fod, men den svævende dribler med den høje pande og det milde ansigt bliver i dobbelt forstand stående.

Han blev kaldt Der Papierene, papirmanden, hvilket skyldtes hans evne til – tynd som papir – at skære ind gennem modstanderne, men også fordi der var noget fint og gennemsigtigt over ham. Sammenligningen med Mozart er ikke helt ved siden af. Det geniale, letheden og skønheden, som de skabte. De østrigske kaffehuse havde endnu i trediverne stor tradition for at huse førende intellektuelle, som lovpriste det særegne og elegancen, og Sindelar var en type, der opfyldte alle betingelser for både folkelig og akademisk popularitet.Det kom så vidt, at han reklamerede for yoghurt og ure og endda deltog i en film. Østrigerne spejlede sig i hans artisteri, og det trak ikke engang fra i det kunstneriske indtryk, at en ikke helbredt knæskade gjorde, at han altid spillede med bind på. Sindelar var et lys i tredivernes mørke.

Matthias Sindelar er født i 1903, og hans familie er ret ny i Wien, som endnu omkring århundredskiftet er smeltedigel for masser af folkeslag i det endnu eksisterende, store østrig-ungarske kejserrige. Hans forældre er indvandrere fra Mähren, som nu er en del af Tjekkiet, og de tilhører arbejderklassen.

Faderen dør på den italienske front under Første Verdenskrig. Sønnen Matthias udlæres maskinarbejder, men er for det meste uden arbejde. Her kommer de medfødte fodbold-evner, samt alt det, han har lært på gaden, ham til undsætning. Den boldbegavede Matthias, der kunne så meget og ikke gik af vejen for ydmyge sine modstandere med tekniske bravurnumre, voksede op i den fattige bydel Favoriten, og spiller for den lokale klub Hertha, indtil han som 21-årig kommer til den ene af de to store Wien-klubber, Austria.Parløbet Sindelar-Austria var ikke kun sportsligt et godt match, men blev også senere sat ind i et større perspektiv. Hvor Rapid var borgernes og de etableredes klub, var og er Austria ikke mindst outsidernes og jødernes klub, og Sindelar var typen, der trods nazisternes mandsopdækning holdt fast i sine jødiske venner og ikke lagde skjul på det.Med Austria vinder Sindelar flere titler på et tidspunkt, da Østrig fodboldmæssigt er i fremgang. De violette fra Austria triumferer også to gange i Mitropa Cup, der var en centraleuropæisk forløber for Europa Cuppen,. Det kræver sejre over bl.a. italienske hold at nå så langt.Sindelar får debut på landsholdet i 1926, og han scorer 27 mål i 44 kampe, hvoraf den mod Tyskland i 1938 bliver den sidste. På det tidspunkt er Sindelar 35 år, og han taler en del om at stoppe med at spille fodbold, men fortsætter for Austria og er endnu ofte banens dominerende skikkelse.

Hans guldalder falder dog alligevel sammen med bedrifterne med Das Wunderteam, det østrigske landshold, som i perioden 1931-34 vinder 20 af 28 kampe og kun taber to, heraf den ene til Italien i VM-semifinalen i 1934 med Sindelar som anfører. Mest mindeværdig er den indledende 5-0 afklapsning af Skotland – samt et nederlag på 3-4 i mod England i december 1932 på Stamford Bridge. "Østrigerne havde fortjent at vinde," skrev en samstemmende britisk presse.Perioden bød også på en 6-0 sejr i Berlin over Tyskland og en 8-2 sejr over Ungarn, som efter Anden Verdenskrig overtog naboernes rolle som den klejne enfant terrible, der både kunne drille de store lande og forsøge at lære dem at spille rigtig fodbold.

Den "rigtige" fodboldspiller på det østrigske hold var Matthias Sindelar, som mod Ungarn brillerede med et ægte hattrick, men såmænd også lagde op til de fem andre træffere.Men intet varer evigt, og Das Wunderteam begynder efter VM 1934 at blive lidt løst i fugerne. Sindelar er stadig en mere end brugbar spiller, som den stortyske træner Sepp Herberger ønsker som angrebs-dirigent på det landshold, der skal til VM i 1938, men det kommer der aldrig noget ud af, for han vil ikke spille for nazisterne, hvilket han afslår flere gange.Slutrunden, der var programmeret til at være en triumf for Nazi-Tyskland ender brat med et indledende 2-4 nederlag mod Schweiz, og da det var en knock-out-turnering, betød det farvel og tak for holdet med de seks tyskere og fem østrigere, som aldrig fandt fælles fodtryk. Og altså var uden en af de allerbedste spillere.

I sommeren 1938 – kun et par måneder efter Anschluss og sin markante afskedskamp – køber Sindelar uventet en hjørnecafé i sin gamle bydel Favoriten.

Han overtager Café Annahof efter jøden Leopold Drill, og det siges, at Gestapo holder meget øje med, hvad der sker indenfor, hvor den tidligere fodboldstjerne serverer øl og kaffe for sine gamle venner, herimellem en del jøder.Men i januar 1939 er det slut med hyggen. En bekendt til Sindelar studser over ikke at have set ham i et stykke tid og finder ham i hans lejlighed i Annagasse midt i Wien liggende død i sengen, formentlig røg- eller gasforgiftet ved et uheld eller død ved egen hånd. Ved siden af ham lå hans seneste erobring, Camilla Castignola, endnu i live, men kun i fem timer mere. Politiet fastslår, at dødsårsagen er forgiftning, og selv om Wien er og altid har været spekulationernes og sammensværgelsernes by, så er det også det mest sandsynlige, selv om mange både dengang og nu helst ser Sindelar som symbol på den østrigske opstand og som et offer myrdet af nazisterne. Hele sagen tilmudres af det faktum, at østrigerne i stort omfang gik ind for det nazistiske projekt og på den baggrund indimellem har svært ved at skille skurke fra helte. Få dage senere får Mathias Sindelar en statsbegravelse. 15.000 mennesker følger hans sidste færd, og forfatteren Friedrich Torberg forsøger at slå det sidste søm i kisten med følgende lovprisning (uddrag):

"Han spillede fodbold som ingen anden, han var stærk og fuld af fantasi og energi."

Alligevel bliver sagen Sindelar frem til vore dage ved med at dukke op ved fodboldens debatterende stamborde. Østrigerne og vi andre bliver aldrig helt færdige med den.