Video : Tipsbladet
EM

EM-fest for tomme tribuner? Denne dato får Danmark sin dom

UEFA beslutter allerede den 5. marts, om der kan komme tilskuere til EM-kampene i Parken. Timingen er ikke god for dem, der håber på fyldte tribuner, mener epidemiolog.

Tusindvis af roligans klynger sig stadig til deres EM-billetter i håbet om at opleve slutrundefodbold på dansk grund for første og måske eneste gang til sommer. Om lidt under to måneder beslutter UEFA, om det kan lade sig gøre.

Det europæiske fodboldforbund oplyser til Tipsbladet, at den 5. marts er skæringsdato for, hvornår beslutningen bliver truffet. Der er fire forskellige scenarier i spil for Parken og de 11 andre værtsstadioner.

  • Fuld kapacitet
  • 50-100 procent kapacitet
  • 20-30 procent kapacitet
  • Tomme tribuner

UEFA træffer sammen med hver enkelt værtsby en beslutning. Det vil sige, at der eksempelvis kan opstå en situation, hvor der skal spilles for lukkede døre i Parken, for 25 procent af kapaciteten i Dublin og for fulde tribuner i Bilbao.

Lederne i Parken, Københavns Kommune og UEFA skal altså begive sig ud i forudsigelsernes svære kunst. Mere end tre måneder før slutrunden skal de beslutte, hvor mange tilskuere der må komme på stadion på et tidspunkt, hvor coronapandemien kan se helt anderledes ud.

Læs også:DBU jubler over vaccineplan: Håber på folkefest til EM

Og det er, som ordsproget lyder, svært at spå, især om fremtiden.

- Der er så mange løse ender, at det er helt utroligt, siger Lone Simonsen, professor og pandemiforsker ved Roskilde Universitet.

- Jeg får masser af spørgsmål af denne type: Kan man komme på Roskilde Festival, kan der komme tilskuere til fodbold? Jeg vil sige til begge, at det er den slags arrangementer, som gør mig bekymret på grund af super-spreder potentialet. I hvert fald indtil vi har rullet vaccineprogrammet ud.

Netop vaccinerne fik forleden DBU's direktør til at drømme om næsten fyldte tribuner til sommer.

Går det, som Sundhedsstyrelsen forventer, er alle danskere, der kan og vil, vaccineret inden udgangen af juni. Det er god timing for kampene i Parken, der skal spilles mellem den 12. og den 28. juni.

Det forudsætter selvfølgelig, at udrulningen af vaccinerne går så hurtigt, som Sundhedsstyrelsen forudser. Det afhænger i høj grad af, siger Lone Simonsen, om leverandørerne kan levere vaccinerne hurtigt nok.

- Hvis det sker, og der ikke er overraskelser med virusvarianter, der overkommer vores immunforsvar, skal vi til at overveje, hvad vi skal åbne for. Der er sport en af de mange ting, vi skal se på. Men vores basale livsinteresser – skoler, arbejde, indkøb – kommer nok først.

- Når det er sket, så de ældre og sårbare er vaccineret, og der ikke kommer nye overraskelser med virusvarianter, der overkommer vores immunforsvar, så kan vi begynde at åbne samfundet og med tiden komme tilbage til der, hvor vi var før pandemien.

- Der er sport med mange tilskuere en af de mange aktiviteter med smitterisiko, vi skal se på. Men vores basale livsinteresser må blive prioriteret højest – og med det mener jeg skoler, arbejde, indkøb. Så de lempelser vil komme først.

Én ting er, hvor mange danskere der er vaccineret. Noget andet er de tusindvis af udenlandske tilskuere, der også har billetter, og som måske ikke er vaccineret. Det er en ukendt variabel, men hvis de fleste danskere er vaccineret, gør det måske ikke så meget.

Læs også:Avis: Her er de fire scenarier for EM-slutrunden

- Når vi får rullet vaccinerne ud, og de virker så godt, som vi tror, er der ikke længere risiko for, at hospitalerne overvældes og mange dødsfald. I sådan en efter-pandemi-periode er vi som samfund ikke længere så følsomme over for enkelte tilrejsende, der kan smitte, og nye smittekæder.

- Men da mange lande ikke har mange vaccinedoser, kan det blive kompliceret at rejse frit omkring, som vi gjorde før. Måske skal man have et vaccinepas for at komme ind i ramte lande, siger professoren.

Problemet er bare, at ingen ved med sikkerhed i februar og marts, om vaccinerne er rullet ud i juni. Tværtimod skal UEFA træffe sin beslutning midt i en tid, hvor den mere smitsomme virusvariant, den såkaldte britiske af slagsen, hærger Danmark.

Den er så smitsom, at hvis kontakttallet - som angiver, hvor mange personer den enkelte smittede selv smitter - forbliver det samme som nu, vil der i slutningen af marts være 52.000 nye smittede. Hver dag. Det viser en fremskrivning af DR.

- Nu er det et kapløb mellem at få vacciner ind i danskerne og den britiske variant, som snart dominerer i Danmark og smitter meget mere end den, vi har kendt hidtil. Så lige nu det er ikke et nemt tidspunkt at tale om at åbne op for fodbold og store forsamlinger, siger Lone Simonsen.

- Det kloge vil nok være at planlægge fodboldkampene til sommer og så finde ud af det med tilskuere, når vi kommer tættere på.

Det tyder dog ikke på, at UEFA kan eller vil vente.

Læs også:Den Store Nytårsquiz 2021: Forudsig mest og vind fede præmier

Læs også:Hjulmand løfter sløret for stor bruttotrup: De er alle i spil til en EM-billet

Læs også:Hjulmand om manglende Eriksen-spilletid: Kan blive bekymrende