Video : Tipsbladet
EM

Danske fans med hård kritik af DBU

DBU har inviteret til stor fest i Camp Denmark, men opholdet kan udvikle sig til lidt af et mareridt.

STUTTGART (Tipsbladet): Camp Denmark er placeret i byen Bad Dürkheim, der ligger 152 kilometer fra NeckarPark i Stuttgart, hvor aftenens kamp mod Slovenien skal spilles.

DBU har sørget for shuttlebusser fra Bad Dürkheim til Stuttgart, men når fansene skal hjem efter kampen, kan det blive en rigtig grim tur.

Der er nemlig ikke sørget for shuttlebusser retur, og de mange hundrede fans skal derfor selv finde hjem til Bad Dürkheim, og det er ikke helt nemt.

Tager fansene direkte hjem efter kampen, er der tale om en tur på cirka 2,5 time med tre togskift.

Vælger man at drikke øl i Stuttgart efter kampen, og derfor først sætter kursen mod Bad Dürkheim lidt senere, kan det komme til at tage over dobbelt så lang tid.

Hvis man for eksempel omkring midnat bestemmer sig for, at man gerne vil hjem til Camp Denmark, så vil man, hvis det er med offentlig transport, først være hjemme i teltet lidt i seks.

Klokken 00:12 går der et tog fra Frankfurt til Mannheim, hvor man vil ankomme klokken 01:19. Men problemet opstår, når man skal fra Mannheim til Bad Dürkheim. Her går der først et tog klokken 04.25, og så vil man ankomme til Bad Dürkheim klokken 05:19, hvorefter der så venter 25 minutters gang.

Alternativt kan man tage en taxa fra Mannheim til Camp Denmark, som tager omkring 25 minutter.

Transportmulighederne er ikke noget, der spreder stor glæde hos de danske fans, der har betalt mange penge for at bo i Camp Denmark, hvilket har kastet kritik af sig fra flere fans.

En af dem er Marcus Worm.

- Det er ikke helt optimalt, for det betyder, vi skal bruge utroligt mange timer på transport for at komme til kampene. Vi havde gerne set, at der var sørget for busser begge veje, fortæller Marcus Worm, der bor i Camp Denmark, til Tipsbladet.

Tipsbladet har foreholdt DBU kritikken, og kommunikationschef Jakob Høyer svarer i en skriftlig besked:

- Fans har fået info fra start på mail og på www.fordanmark.dk. Behov for hjemtransport er meget forskelligt -  nogle vil hjem hurtigt, og nogle vil i byen. Derfor er det bedst for alle med egen transport. Til morgen kørte vi med to tomme busser, fordi rigtigt mange fans ikke tog busmuligheden alligevel, skriver Jakob Høyer.

Således må de danske fans, der bor i Camp Denmark, altså selv finde ud af, hvordan de skal komme retur efter kampen mod Slovenien i Stuttgart.

Det er klokken 18 i dag, at Danmark møder Slovenien.