Dansk U21-fan i Udine: Jeg runder min livekamp nummer 100 i sæsonen
Man skal ikke være matematisk geni for at regne ud, at Nicolai Bryde Nielsen har haft travlt i det seneste års tid. Den slags indeholder som bekendt kun 365 dage, og den danske fodboldfan runder i aften sin livekamp 100 i denne sæson.
Det sker, når Danmark møder Tyskland i begge holds premiere ved U21-EM. Bryde Nielsen har brugt dagen på at hygge sig på barer i Udines centrum sammen med ligesindede danske fans, og tipsbladet.dk kan forvisse bekymrede læsere om, at de har fået de øl, de synger efter i videoen herunder.
Nicolai Bryde Nielsen er til U21-EM for femte gang, mens han har været til "rigtig" EM og VM fire gange hver. I videoen fortæller han, hvorfor han har brugt tusindvis af kroner på at rejse til Italien for at se U-fodbold, og hvorfor han faktisk på nogle punkter foretrækker U21-EM frem for de voksnes slutrunder.