DORTMUND (Tipsbladet): Himlen åbnede sig pludselig over Signal Iduna Park midt under EM-ottendedelsfinalen mellem Danmark og Tyskland.
Efter godt en halv times spil begyndte regnen at vælte ned i Ruhr-Distriktet, og hvad endnu værre var, så lynede og tordnede det også. Til sidst så kampens dommer Michael Oliver ingen anden udvej end at afbryde kampen.
Det manglede også bare, lyder det fra Andreas Skov Olsen.
- Det er helt vildt, at han ikke fløjter af noget før, for vi kunne jo se, at det var lige oppe over. Man bliver selvfølgelig lidt bange, for det var nogle ordentlige brag, og man kunne se lynene. Man blev forskrækket, siger Andreas Skov Olsen og tilføjer:
- Jeg forsøgte at sige det til ham (Michael Oliver, red.), og det var der også andre, der gjorde. Jeg tror, at begge hold var enige om, at det var lidt vildt.
I det danske mål blev Kasper Schmeichels tanker ledt tilbage på én af de mest tragiske hændelser i dansk fodbolds historie.
- Jeg tænkte tilbage på situationen på Hvidovre Stadion (i 2009, red.), hvor Jonathan Richter blev ramt af lynet. Heldigvis blev spillet stoppet pænt hurtigt, fortæller Schmeichel.
Opgøret blev genoptaget efter cirka 20 minutters pause, og Tyskland vandt 2-0 på Signal Iduna Park. Dermed er Danmark ude af EM.