Video : Tipsbladet
EM

Bendtner: Landsholdet vil ikke lade blodet springe

Det har desuden set sort ud siden EM i 2021 for landsholdet, mener Nicklas Bendtner.

Danmark måtte pakke sammen ved EM-slutrunden efter ottendedelsfinalen, da de tabte med 0-2 til Tyskland. Dermed kan de se tilbage på en slutrunde uden en eneste sejr efter et gruppespil med udelukkende uafgjorte kampe mod Slovenien, England og Serbien med blot to scorede mål.

Når den danske landsholdslegende Nicklas Bendtner ser tilbage på slutrunden og de seneste år med landshold, så er det ikke de pæne ord, der bliver fundet frem om landstræner Kasper Hjulmands arbejde. Det sker i hans podcast 'Stolpe ind'.

- Vi har en Hjulmand, som bliver ansat på det parameter, at han gerne vil spille fremadrettet fodbold. At han står for den her 4-3-3, som han godt kan lide at spille fodbold på. Det så vi lidt i starten, og vi fik lidt den her eufori i '21, siger han og fortsætter:

- Men herfra har det set sort ud. Ikke kun sort, men vi har ikke spillet godt nok. Vi har to venskabskampe mod Norge og Sverige, som allerede er taget på ferie. Dem vinder vi, og det er rigtig fint, men nationer som Tunesien, Australien, Slovenien. Det er simpelthen hold, som vi skal slå, hvis vi vil have noget at gøre ved en slutrunde, lyder det fra Bendtner.

Det står desuden helt klart for ham, hvad han gerne vil se fra det danske landshold, som ifølge ham har manglet noget helt centralt.

- Der skal vi spille mere sprudlende fodbold. Jeg savner nok også lidt mere mod fra drengene. Jeg ved ikke om det taktiske, det er sat op på eller hvordan, men det virker ikke som om, at blodet vil springe fra knæene. Det virker ikke til, at du sidder og tænker, at vi gør alt for at vinde den her kamp. Når man heller ikke kreerer noget fremadrettet, så bliver det en svær mental state, du befinder dig i. Men jeg er jo ikke i tvivl om, hvor de vil hen. Vi ser det bare ikke nok, forklarer Bendtner.

I den sidste kamp mod Tyskland blev Christian Eriksen benyttet ude på venstrekanten, og det var mere end, hvad den tidligere Arsenal-angriber kunne klare at se på.

- Jeg hader om nogen Eriksen ude på venstre (kanten red.). Altså, jeg kan ikke få luft. Enten så spiller han i midten, eller også skal du lave en game plan, hvor han skal gøre ligesom Foden, hvor han kan trække ind, og så skal der komme et overlap af en wingback. Så skal vores bagkæde trække ind, så den hedder en fire bagi, og så må du få AC ud på venstre, hvor han kan styre spillet, forklarer Nicklas Bendtner, som bemærker, at det også var i Eriksens side, at tyskerne angreb.

Nicklas Bendtner nåede selv at spille 81 landskampe og score 30 mål for Danmark.