Bundesliga

Stjernen ude mod Danmark

Letlands største stjerne Maris Verpakovskis er ude med karantæne i onsdagens kamp mod Danmark

Den danske bagkæde kan ånde lettet op. Letlands lynhurtige angriber Maris Verpakovskis er ude med karantæne efter han fik en advarsel i lørdagens kamp mod Island.

Her til middag herskede der ellers nogen tvivl i landsholdslejren i Vedbæk om hvorvidt Verpakovskis vitterligt har karantæne. Således bekræftede landstræner Morten Olsen over for TIPS-bladet, at han ikke var helt sikker, men vil få iværksat en undersøgelse, der kunne bekræfte karantænen.

Men Maris Verpakovskis, der lynede to gange mod Island i 4-2-sejren, fik en advarsel i det 22.minut i lørdags. Og sammenholdt med den advarsel han fik i juni, da Danmark vandt 2-0 i Riga, må han tilbringe onsdag aften i skammekrogen.

- Det bliver et problem for Letland. Efter længere tids måltørke kom Verpakovskis i gang mod Island, og afløserne har ikke samme klasse. Vits Rimkus spiller sandsynligvis i stedet for, fortæller den lettiske journalist Oskars Morozovs fra avisen Delfi til tipsbladet.dk.

Senere på eftermiddagen har DBU overfor TIPS-bladet bekræftet at Verpakovskis ikke er med mod Danmark.

Letland mangler desuden Esbjergs Igor Stepanovs, en tidligere Viborg-spiller Imants Bleidelis, kantspilleren Andrej Rubins og målmanden Aleksandrs Kolinko, der alle er ude med skader.