Olympiakos vandt onsdag Conference League efter en finalesejr på 1-0 over Fiorentina. At det var grækerne, der i sidste ende kunne lade sig hylde som vindere af den tredjefineste af de europæiske klubturneringer, burde nærmest ikke kunne lade sig gøre.
I ottendedelsfinalen blev Olympiakos parret med Maccabi Tel-Aviv, og grækerne tabte det første opgør på hjemmebane med 1-4.
Efter den kamp regnede statistikvirksomheden Opta sig frem til, at sandsynligheden for, at Olympiakos ville ende som den samlede vinder af Conference League var 0,1 procent. Det kan altså med andre ord nærmest ikke være mere sensationelt, end at det var grækerne, der onsdag kunne løfte trofæet.
Olympiakos vandt returkampen mod Maccabi Tel-Aviv med 6-1, og derefter eliminerede holdet Fenerbahce i kvartfinalen og Aston Villa i semifinalen, inden det blev til en sejr over Fiorentina i finalen.
For Danmark var det en kæmpe streg i regningen, at Olympiakos endte som vinder af Conference League - læs her hvorfor.