Video : Tipsbladet
Conference League

Seedet hele vejen: Her er FCK's vej i Europa

FC København skal besejre tre hold for at nå gruppespillet i Conference League.

Jacob Neestrups mandskab besejrede fredag aften Randers FC, og dermed tager “løverne” Superligaens sidste plads i Europa.

I modsætning til de seneste sæsoner træder FC København dog nu ind i kvalifikationen til Conference League frem for Champions League.

Og her giver Tipsbladet dig overblikket over FCK’s vej til gruppespillet.

Anden kvalifikationsrunde
FC København kommer - ligesom Brøndby IF - ind i anden kvalifikationsrunde af Conference League, og takket være deres succes i Europa de seneste år vil Superligaens bronzetagere være det bedst seedede hold i denne runde.

Derfor vil FCK også være favoritter i anden kvalifikationsrunde, hvor modstanderen kan ende med at blive hold som Puskas Akademia fra Ungarn, Polissa Zhytomyr fra Ukraine, HB Torshavn fra Færøerne eller mange andre. Det er endnu for tidligt at komme med det store overblik over mulige modstandere. 

Tredje kvalifikationsrunde
Vinder FC København deres opgør i anden kvalifikationsrunde, vil de selvsagt gå videre til den tredje kvalifikationsrunde.

Endnu engang vil FCK være seedet, og det betyder, at “løverne” undgår svære modstandere som Istanbul Basaksehir, CFR Cluj og AEK Athen, der alle tre også vil være seedet, hvis de når denne runde.

I stedet kan københavnernes modstand her være hold som Kilmarnock, Vojvodina eller St. Gallen, men igen er det for tidligt at give et stort overblik.

Playoff-runden
Hvis FC København når den sidste og afgørende runde - den såkaldte playoff-runde - vil mandskabet igen-igen være seedet.

Derfor vil Jacob Neestrup og co. undgå storhold som Chelsea, Fiorentina og Real Betis. Der venter til gengæld stadig potentielt svær konkurrence - ukrainske SC Dnipro-1 og græske AEK Athen kan være blandt de potentielle modstandere, hvis de når så langt.

Vinder de i playoff-runden, er FCK i Conference Leagues gruppespil. Taber de i playoff-runden eller i en af de tidligere runder, bliver det ikke til et europæisk gruppespil.

Vigtige datoer
19. juni: Lodtrækning til anden kvalifikationsrunde
22. juli: Lodtrækning til tredje kvalifikationsrunde
25. juli og 1. august: Kampe i anden kvalifikationsrunde
5. august: Lodtrækning til playoff-runde
8. og 15. august: Kampe i tredje kvalifikationsrunde
22. og 29. august: Kampe i playoff-runden
30. august: Lodtrækning til gruppespillet i Conference League