Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 21:00
Spillested: Parken
Dommer: Joey Kooij, Holland
På TV: Disney+
Holdnyt:
FC København:
Den står på videre avancement til de 24 bedste hold i Conference League, og med en aktuel 25. plads til FC København er det ved at være tid til at stemple ind med en sejr.
Københavnerne skuffede fælt i første kamp med et nederlag hjemme mod upåagtede Jagiellonia fra Polen, men leverede til gengæld en artig overraskelse senest med et flot point i den på papiret sværeste kamp ude mod Real Betis.
Generelt virker formkurven til at være opadgående hos hjemmeholdet, som er uden nederlag i de seneste seks kampe i alle turneringer.
I mandags blev det godt nok kun til 2-2 hjemme mod Silkeborg efter en sen, sen udligning af gæsterne, men i modsætning til mange af sæsonens andre kampe leverede FCK faktisk en strålende spillemæssig indsats, og burde, målt på spil og chancer, have vundet komfortabelt.
Det ser bedre og bedre ud for Neestrups tropper, men der skal flere sejre på bordet, hvis sæsonens mål i ligaen og Europa skal indfries.
Nicolai Boilesen, Roony Bardghji, Birger Meling, Rasmus Falk og Robert er ude med skader.
Istanbul Basaksehir:
Basaksehir har efterhånden etableret sig som en fast bestanddel af toppen i den tyrkiske Süper Lig, udmærket illustreret ved europæisk deltagelse i otte af de seneste ti sæsoner.
Tyrkisk modstand er ikke drømmescenariet i Conference League, hvor der er et væld af hold fra meget blødere ligaer, men mere skræmmende er Basaksehir altså heller ikke.
I sidste sæson endte gæsterne hele 51 point fra førstepladsen i ligaen, mens der i indeværende sæson allerede er 13 point op efter 10 spillerunder. I øvrigt uden endnu at have mødt de tre storklubber Besiktas, Fenerbahce og Galatasaray.
Tyrkerne fik ellers en glimrende start på sæsonen, men i den seneste halvanden måneds tid er de gået helt i stå med kun én sejr i de seneste otte kampe.
I Conference League har Basaksehir fortsat første point til gode efter et 2-1-nederlag hjemme mod Rapid Wien og et chokerende nederlag på hele 5-1 til slovenske NK Celje senest.
Olivier Kemen udgik med en skade i weekenden og forventes ikke at blive klar til dette opgør.
Karantæner:
FC København: Ingen
Istanbul Basaksehir: Ingen
Bud på startopstillinger:
FC København (4-2-3-1): Trott - Gocholeishvili, Pereira, Hatzidiakos, Diks - Lerager, Delaney - Elyounoussi, Claesson, Achouri - Cornelius
Istanbul Basaksehir (4-3-3): Sengezer - Sahiner, Duarte, Opoku, Lima - Crespo, Ergun, Figueiredo - Türüc, Piatek, Gurler
Dom:
Det er to lettere pressede mandskaber, som krydser klinger i Parken torsdag aften.
Basaksehir har nul point og FCK kun et enkelt, og det fordrer godt for underholdningen i dette opgør, hvor begge hold må forventes at gå benhårdt efter sejren.
FCK er klare favoritter, og bør og skal vinde på hjemmebane, men defensivt fremstår Neestrups tropper stadig en anelse sårbare, så mon ikke, at tyrkerne nok skal bide fra sig?
3-1 til FCK.
Spilforslag:
FCK vinder og begge hold scorer til odds 3.30 ved Betano. Husk, at odds kan ændre sig løbende.