BRØNDBY (Tipsbladet): Torsdag aften skal Brøndby i aktion mod Legia Warszawa i Conference League-kvalifikationen.
Første kamp er på Brøndby Stadion, og cheftræner Jesper Sørensen forventer, at det bliver et meget lige opgør.
Cheftræneren har planen klar, men det er ikke sket ved hjælp af den tidligere Brøndby-cheftræner Niels Frederiksen, der ellers er i polsk fodbold, da Tipsbladet spørger ham.
- Nej, jeg har ikke snakket med Niels Frederiksen. Vi har udmærket kendskab til polsk fodbold, fordi hver gang, vi kommer i Europa, trækker vi et polsk hold, så det er okay. FC Midtjylland mødte Legia sidste år, og FCK mødte den polske mester.
- Det har hele tiden været lige kampe, og det har det som oftest været, når vi har mødt Gdansk eller Pogon. Vi ved godt, hvad der venter. Det er fysisk stærke hold, der spiller med aggressivitet og intensitet i dueller, og det skal vi være klar til at stå imod.
FC Midtjylland mødte Legia Warszawa for et år siden, men Sørensen kan ikke bruge de kampe til synderligt meget. Der vandt Legia Warszawa samlet efter straffesparkskonkurrence.
- Vi skal huske at øve straffespark, siger Jesper Sørensen med et smil og tilføjer.
- Ej, det er andre hold og en anden tid. De har også skiftet træner imellemtiden. Der er sket en del, men vi kan lære, at det er små detaljer, der afgør det over to kampe, og der skal vi være skarpe i det, som vi laver.
Dygtige med bolden
Sørensen pointerer, at intet er afgjort efter torsdagens opgør, men en sejr vil bestemt lune for Brøndby-mandskabet. Det kræver dog noget helt bestemt, hvis det skal blive til en succes.
- Vi skal være dygtige med bolden, hvis vi skal være bedre end dem. De vil nok skabe en så åben kamp som muligt. Vi vil gerne have den lukket.
- Jeg vil undgå, at det bliver en kamp, der bølger frem og tilbage.
Cheftræneren har også haft kig på et par af Legias profiler, som han har stor respekt for.
- Jeg synes, at de har en fin målmand, og to angribere, der angriber feltet meget hårdt, siger cheftræneren og tilføjer.
- Det er et hold, der lever af deres gode hjemmepublikum, så selvfølgelig skal vi gøre meget på Brøndby Stadion.
Der er kampstart klokken 19.00 på Brøndby Stadion, og Tipsbladet er naturligvis på stadion for at dække kampen.