Video : Tipsbladet
Champions League

Vred Slavia Prag-keeper: Messi gik bare

Det er ikke faldet i god jord hos Slavia Prag-spillerne, at Barcelona-mandskabet skippede håndtryk og trøjebyt efter gårsdagens kamp.

Slavia Prag hentede tirsdag aften et sensationelt resultat, da de fik 0-0 med hjem til Tjekkiet fra Camp Nou. Catalanerne dominerede som forventet kampen, men lykkedes altså ikke med at få hul på bylden. 

Det skyldtes især en stor præstation fra Slavia Prags målmand, Ondraj Kolar, der leverede flere store redninger. Men keeperen var ikke tilfreds med Barca-spillernes opførsel efter kampen. Ifølge Ondraj tog kun målmandskollega Ter Stegen sig tid til at lykønske tjekkerne. 

- Han ventede på mig i tunnellen, sagde Kolar til det tjekkiske medie iDNES.cz.

- Han stoppede mig og sagde, at han ikke havde set så god en målmandspræstation i lang tid, og at det var en fornøjelse, at se mig spille så godt med fødderne. 

Men de øvrige Barca-spillere var altså ikke i humør til at hilse på Prag-mandskabet efter kampen, og det skuffer Ondraj. 

- Messi og de andre gik bare - nogle af dem gad ikke engang at trykke vores hænder. Det var trist. Vi havde alle glædet os til at møde disse store spillere. Vi ville bytte trøjer med dem efter kampen, men de opførte sig ikke særlig godt. 

På trods af gårsdagens pointtab fører FC Barcelona stadig gruppe F, med et point ned til Dortmund på andenpladsen.