Tipsbladet på Old Trafford
Straffesparkspletten på Old Trafford har set bedre dage.
Det har Manchester Uniteds Alejandro Garnacho sørget for, han ødelagde den nemlig med sine støvleknopper sekunderne inden, at Jordan Larsson skulle eksevere et straffespark for FC København i tirsdagens Champions League-kamp.
Svenskeren brændte på André Onana fra den ujævne plet, og dermed kunne Manchester United juble over tre point på Old Trafford. I FCK-lejeren har man ikke meget til overs for Garnachos optræden.
- Det, synes jeg, er usportsligt. Har han gjort det, så har han gjort det. Jeg synes, at det er at tage det for langt, men vi kan også blive bedre til at spille lidt mere dirty her i Champions League. Man får ingen pluspoint for at spille pænt, fastslår anfører Viktor Claesson.
Mohamed Elyounoussi er på samme side som sin svenske holdkammerat, men ønsker dog ikke at gå så meget ind i den detalje.
- Det er sådan, det er på det her niveau. Man prøver at gøre alt for at vinde kampene, lyder det fra FC Købenavns nummer 10, som det pågældende straffespark blev begået imod.
Både Jacob Neestrup og Erik ten Hag blev også foreholdt Alejandro Garnachos usportslige optræden på pressemødet efter kampen, men ingen af de to trænere havde set episoden og kunne derfor ikke udtale sig om den.
Harry Maguire blev matchvinder for Manchester United i 1-0-sejren.