Ajax er ramt af et coronaudbrud i truppen forud for tirsdagens Champions League-kamp mod FC Midtjylland, og blot 17 af hollændernes spillere rejste i første omgang med til Danmark.
Men Ajax har ikke opgivet at få nogle af spillerne, der er testet positiv for coronavirussen i UEFA's test, klar til kamp tirsdag aften.
Det skriver den hollandske avis Telegraaf, som skriver, at målmand André Onana samt offensivspillerne Ryan Gravenberch og Dusan Tadic landede i Danmark mandag aften i håb om, at de kan spille.
Læs også:Tidligere Hobro-profil rygtet til Chelsea: Det er sjovt
Trioen er også blevet testet igen og ventes at få svar på den test tirsdag. Hvis de tester negativ, skal UEFA og de danske myndigheder også give grønt lys til, at spillerne kan komme i aktion, og så kan de være med i kampen.
De tre spillere har ifølge Telegraaf haft coronavirus tidligere og har fået lov til at spille i Holland, og derfor var Ajax-cheftræner Erik ten Hag heller ikke med, at spillerne i første omgang ikke måtte rejse ind i Danmark.
- Vi har nogle spillere, som ikke må rejse ind i Danmark. Det er spillere, som gerne må spille i Holland, så det er lidt underligt, sagde træneren på et pressemøde mandag, før spillerne altså fik lov at rejse til Danmark.
Læs også:Optakt: FC Midtjylland - Ajax
Til gengæld er midtbanespiller Davy Klaassen og reservekeeper Maarten Stekelenburg testet positive for første gang, og derfor er de blevet i Holland.
Kampen mellem FC Midtjylland og Ajax spilles klokken 21.00 på MCH Arena i Herning tirsdag aften. Midtjyderne jagter deres første point i gruppespillet.
Læs også:Brian Priske selvsikker før CL-duel: Ajax får det svært
Læs også:Sisto før Ajax: Håber vi rammer det niveau som vi ved vi kan
Læs også:Ajax vil forsøge at få coronapositive spillere til Herning