Nul point.
Det er, hvad det er blevet til for FC Midtjylland efter fire kampe i Champions Leagues gruppespil, hvor de i denne sæson deltager for første gang. Det betyder også, at de forsvarende danske mestre er sikre på at slutte på fjerdepladsen i deres gruppe og dermed med sikkerhed ikke skal spille europæisk fodbold efter vinterpausen.
Det får til gengæld ikke midtjyderne til at sælge ud af stjernerne i januars transfervindue, siger Claus Steinlein, administrerende direktør i FC Midtjylland.
- Planen er, at vi først skal sælge til sommer, medmindre der kommer et helt ekstraordinært godt tilbud. Men ellers er det først til sommer, at vi skal sælge. Vi går efter at blive danske mestre igen, og vi har lavet aftale med alle de spillere, vi har, at de skal blive her indtil sommer, så vi forventer at have det samme hold, fortæller Claus Steinlein til tipsbladet.dk.
Efter det tætte kampprogram i efteråret kommer der imidlertid lidt mere luft i kalenderen i foråret, hvor de “blot” skal fokusere på Superligaen og den danske pokalturnering. Af den grund bliver trupdybde mindre nødvendig, og det kan betyde ændringer i truppen.
Læs også:FC Midtjylland-boss: En bombe, hvis vi tog Ståle Solbakken
- Nu når vi ikke skal spille europæisk, kan det være, at vi skal leje en enkelt eller to ud af vores spillere, fordi vi har en bred og god trup. Men som udgangspunkt har vi dem, vi har, siger FC Midtjylland-bossen.
FC Midtjylland beholdt flere af deres store profiler og afviste blandt andet bud på Frank Onyeka i sommerens transfervindue, eftersom de skulle spille i Champions League. Til trods for det er blevet til lutter nederlag i turneringens gruppespil, frygter Claus Steinlein ikke, at salgsprisen er faldet.
- Nej, det forventer jeg ikke, siger han.
- Jeg tror, at alle kan se - også når man ser Superliga - at vi har nogle rigtig dygtige spillere, som selvfølgelig er attraktive også for europæiske klubber.
- Man skal huske, at vi slår tre mesterhold på vej til Champions Leagues gruppespil, og to af dem er på vej videre i Europa League. Så forskellen på Europa League og de næstbedste ligaers mesterhold og så de allerbedste hold i Europa bliver bare større og større. Det viser alle undersøgelser.
Læs også:- "PC" fik en ordentlig sviner, fordi han forlader AGF
Og netop det at blive matchet mod store hold - de engelske mestre Liverpool, de hollandske mestre Ajax og de italienske bronzevindere Atalanta - har givet god erfaring, som kan tages med videre. Selvom der ikke skal være tvivl om, at det er surt at tabe.
- Det er allermest vores egen selvforståelse, vi er trætte af det. Havde vi været lidt dygtigere og lidt mere cool i nogle afslutninger, havde vi også stået med nogle point og måske været med i puljen endnu. Men vi har tabt til nogle bedre hold, og det giver jo en sindssygt god erfaring, siger Claus Steinlein og uddyber:
- I den første kamp mod Atalanta gik det bare stærk, fordi Champions League-tempoet er bare noget andet. Som Jens Bangsbo (assistenttræner i Atalanta, red.) sagde til mig efter kampen, skulle de også vænne sig til tempoet sidste år. Det synes jeg egentlig lykkedes mod Liverpool og hjemme mod Ajax. Der var jeg egentlig fortrøstningsfuld, og jeg håbede, at vi kunne fortsætte den stime, men det var en mindre god dag for nogle af vores spillere på udebane mod Ajax. I Champions League skal man være helt oppe på lakridserne, og det var vi ikke der.
FC Midtjylland er i aktion i netop disse minutter, hvor man møder Atalanta på udebane.