Fra Tipsbladets trykte udgave den 12. august 2022
FC København var i Champions League i 2016, hvor man spillede lige op med Leicester og FC Porto og tævede Club Brugge.
I 2013 var et overmatchet FCK på hårdt arbejde mod Real Madrid, Juventus og Galatasaray, og i 2010 var modstanderne FC Barcelona, Rubin Kazan og Panathinaikos, hvor FCK kom på andenpladsen i gruppen og fik to februarkampe mod Chelsea i ottendedelsfinalen.
Men for den tidligere FCK-direktør Dan Hammer var det helt store startskud Champions League-deltagelsen i 2006.
”Jeg blev ansat i sommeren 2000. Dengang var europæisk deltagelse for danske klubber noget med, at man håbede på at nå så langt i kvalifikationen, at man kunne få en kassekamp. Det kunne være mod et italiensk hold, hvor tv-indtægterne langt oversteg, hvad man ellers kunne få. Men der var kun tale om gæsteoptrædener,” siger Dan Hammer.
”Man kan tale om et FC København før 2006 og et FC København, efter man kvalificerede sig til Champions League-gruppespillet. Der var markant forskel på selvforståelsen. Nok lidt mindre i FCK, end der ville have været andre steder, fordi vi følte, at det første FCK bare var noget midlertidigt. At komme i gruppespillet var noget, der faldt på plads, i stedet for noget uvirkeligt, der gik i opfyldelse. Vi indfriede selvforståelsen og fik røv i bukserne,” siger Dan Hammer.
Med lommeregner og blyant
At trække Trabzonspor i 2022 som seedet var ikke heldigt, men det var 2006-matchningen med Ajax heller ikke.
FCK spillede flot i den første kamp hjemme i København men tabte 1-2 på scoringer af superstjernen Klaas-Jan Huntelaar.
I Amsterdam ramte Ajax målrammen to gange, men score kunne man ikke, og så blev Thomas Vermaelens afretning af et William Kvist-skud det, der sendte FCK i gruppespillet.
”Da vi satte os i flyet til Amsterdam, havde jeg indstillet mig på, at vi skulle videre til lodtrækning til UEFA Cuppen, og vi havde også booket fly derefter, så vi først ville være i Monaco efter lodtrækningen til Champions League-gruppespillet.”
”For Flemming [Østergaard] gik omstillingen nok lidt hurtigere end for de fleste andre. Da jeg kom ned fra loungen, hvor vi havde set kampen sammen med Leo Beenhakker og de andre Ajax-koryfæer, var Flemming allerede i gang med en improviseret pressekonference på grønsværen, hvor han sagde, at målet nu var at vinde gruppen. Ståle og jeg gik forbi i samme øjeblik og kiggede lige på hinanden, da Flemming meldte det nye mål ud,” siger Dan Hammer med et grin.
I stedet for UEFA Cup-lodtrækning om fredagen skulle FC København være med om torsdagen i Monaco, hvor lodtrækningerne foregik indtil COVID-pandemien i 2020.
”Vi tog rulletrappen ned der i Grimaldi Forum i Monaco, hvor lodtrækningen foregår, og skulle finde vores pladser blandt de alle de største klubnavne i Europa. Det er sådan et sted, hvor dem fra Real Madrid og Manchester United sidder bag én, og man, i hvert fald i 2006, stadig følte, at man var en gæst, selvom det havde været klubbens målsætning,” siger Dan Hammer.
”Dagen efter lodtrækningen, når vi havde fået kampprogrammet, skulle vi aflevere en liste til UEFA med det antal billetter og de specifikke priser, vi ville sælge i vores tre kampe i gruppespillet. Det var perfekt for os med Benfica i første kamp, fordi den ville blive udsolgt uanset hvad, mens kamp nummer to var mod Manchester United. Og så Celtic i sidste hjemmekamp, hvor vi kunne formode, at der stadig var noget at spille om. Så der sad jeg på hotelværelset på det meget fine hotel med min lille lommeregner, min blok og min blyant og regnede på fordelingen af 120.000 billetter. Jeg tog det jo meget alvorligt og sad og så på de her beløb. Der trængte det virkelig ind, at det her var noget helt andet,” siger Dan Hammer.
Værdifuldt for FCK i dag
Ud over, at 2006-gruppespillet med de syv point (uafgjort mod Benfica og sejre over Manchester United og Celtic) var startskuddet til FC Københavns gode stime i Europa, betyder koblingen mellem Champions League og FC København meget for klubben den dag i dag.
”Der gik kun tre måneder fra lodtrækningen, til at jeg sad og var lige så vred over at gå glip af tredjepladsen i gruppen, der havde sendt os videre, som hvis vi havde tabt et mesterskab til Brøndby,” siger Dan Hammer.
”Da vi var tilbage samme sted til lodtrækningen i 2010, følte vi os ikke længere som den tilfældige gæst. Vi havde også været forbi Monaco i årene efter 2006, fordi vi skulle spille UEFA Cup, så det gik hurtigt med selvforståelsen.”
”Som direktør var pengene fra Champions League som én lang juleaften, men det var ikke det, der fik pulsen til at stige. Vi fandt hurtigt ud af, at det rent finansielle faktisk var sekundært. Det var selvforståelsen og alt det, der fulgte med, der gjorde den store forskel,” siger Dan Hammer.
”Især efter gruppespillet i 2010 kunne man se, hvor meget spillernes værdi udviklede sig efter en tur i Champions League. Det påvirkede den måde, vi solgte klubben udadtil, og man havde indtrykket, at det var en klub og en bagvedliggende forretning, der ville vende tilbage igen.”
”Og hvis de klarer kvalifikationen denne gang mod Trabzonspor, vil det være det femte gruppespil i Champions League fra 2006. Det er stort set et gruppespil hvert tredje år. Og så kan man jo godt tillade sig at sige, at man er en Champions League-klub i gruppen umiddelbart efter det felt af klubber, der er med stort set hver sæson,” siger Dan Hammer.
Unik position
Og den type klubber er der få af.
”Prøv at se, da Basel var i Danmark i sidste uge for at møde Brøndby. De har gjort det flot og er i Europa League nærmest hvert eneste år, hvor de klarer sig godt. Historien om dem var, at de er gået lidt bag om dansen, fordi de ikke spiller i Champions League år efter år, som de gjorde fra min sidste tid i FC København indtil for fem år siden.”
”Det handler om, hvor hurtigt man kan forny medlemskabet af Champions League og vende tilbage til gruppespillet. Det er det, det gælder for FC København, for Malmö, for klubber som Basel og Salzburg. Det er virkelig vigtigt at spille Champions League for at vedligeholde navnet,” siger Dan Hammer.
FC København har gearet sig efter at spille Champions League.
Som Tipsbladets overslag på disse sider viser, er der skudt et par hundrede millioner kroner i spillertruppen, især hvis vi regner alle udgifter med, siden Peter Christiansen blev sportsdirektør i foråret 2021.
Det gav et yderst veltimet mesterskab i foråret og adgang til Champions League-kvalifikationens sidste runde som seedet, og at man så tydeligvis har været uheldig med at trække Trabzonspor viser den indbyggede usikkerhed, der er i at eje og drive en fodboldklub med chancen for at spille sig i Champions League.
”Det kan godt være, at mulighederne for at tjene koefficientpoint er bedre i Europa League og især i Conference League. Men hele den jagt på koefficientpoint handler jo om muligheden for at kunne kvalificere sig til Champions League, så hvorfor ikke gøre det med det samme. Man er ikke et ægte fodboldmenneske, hvis ikke muligheden for at komme i Champions League kommer først. Så kan det godt være, man får færre point end i Conference League, den forskel er ligegyldig i det store billede,” siger Dan Hammer.
”Strategisk vandt FC København det mesterskab på det helt rigtige tidspunkt, for den playoffrunde om at komme i Champions League er det perfekte sted at ligge for et dansk mesterhold. Alt godt stammer fra at vinde det danske mesterskab, og det virker til, at FC Københavns ledelse har indset, at man ikke kan spare sig til det men befinder sig i et højrisiko-univers, hvor man er nødt til at investere så meget, at man vinder det mesterskab de fleste sæsoner. Så har man et lod i det store Champions League-lotteri, hvor selv de garanterede trøstepræmier i enten Europa eller Conference League overstiger årsomsætningen i flertallet af de danske Superliga-klubber,” siger Dan Hammer.
Sommerens 20 største transfers i fodbold - klik her og se mere.
Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her
Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.