Fodboldstjernen İlkay Gündoğan har et helt særligt forhold til Danmark.
Årsagen er, at han blev gift med Sara Arfaoui fra Italien i København tidligere på året.
Derfor glæder Manchester Citys midtbanespiller sig til at komme tilbage til Danmarks hovedstad i næste uge.
Det fortalte İlkay Gündoğan til pressen efter Manchester Citys sejr på 5-0 over FC København onsdag aften i England.
- Jeg har et specielt forhold til Danmark, fordi jeg blev gift der, så det har min kone også. Jeg tror, hun kommer og ser kampen i næste uge, lød det fra tyskeren, inden han fortsatte:
- Det glæder hun sig til. Jeg glæder mig også til at komme tilbage til København.
Helt præcist brager FC København og Manchester City sammen igen på næste tirsdag klokken 18.45 i Parken.
Mens İlkay Gündoğan stod foran pressen, tilføjede han, hvorfor han blev gift i lige netop den danske hovedstad.
- Det var en nemmere proces for mig som tysk fodboldspiller. Derfor er det særlige forhold lidt en tilfældighed.
- Den danske og tyske ambassade har altid haft et godt forhold, så det er meget nemmere at blive gift i Danmark, når jeg har et tysk pas og skal uden for Storbriannien.
Den lykkelige dag i København betyder, at Manchester Citys nummer otte holder af Danmark i sin helhed.
- Jeg elsker Danmark. Der var meget rent, og folk var søde. Vi var der kun en dag, men vi glæder os til næste uge og håber at komme tilbage til flere dage i fremtiden, var de afsluttende ord fra den 31-årige tysker.
Midtbanestjernen spillede samtlige 90 minutter, da Pep Guardiola uden de store problemer slagtede FC København på Etihad Stadium.
Tipsbladet var på plads i Manchester, og du kan læse, hvordan Jacob Neestrups mandskab klarede sig lige HER.