Lionel Messi har siddet ude med en skade i de indledende kampe i sæsonen, men den argentinske stjerne var langsomt begyndt at komme tilbage på FC Barcelona-holdet.
Messi blev således indskiftet i kampene mod Dortmund og Granada, og tirsdag aften var han så med fra start for første gang i sæsonen.
Angriberen startede i front sammen med Luis Suarez og Antoine Griezmann mod Villarreal, og han skulle blot bruge seks minutter på at finde sin franske kollega. Messi slog et hjørnespark ind til forreste stolpe, hvor Griezmann kom først på bolden og headede den ind til 1-0 via undersiden af overliggeren.
Og kort efter blev føringen så fordoblet. Denne gang uden indflydelse fra værternes stjernespækkede fronttrio.
Det var derimod Arthur, som sad på bænken igennem hele skuffelsen mod Granada, der efter et kvarters tid kvitterede med et fremragende mål. Arthur modtog bolden fra Sergio Busquets midt for mål, og her klappede han til den fra distancen. Bolden knækkede en smule i luften, og keeper Sergio Asenjo kunne intet stille op.
Midt i første halvleg fik hjemmeholdets fans sig dog noget af et chok, da Messi blev nedlagt og måtte i behandling. Argentineren kom på banen kort efter, men han havde ondt i det venstre ben og var helt tydeligt ikke på toppen.
Og så kunne Santi Cazorla i stedet reducere få minutter inden pausefløjt, da han trykkede af fra distancen. Midtbanespilleren kunne, ligesom det var tilfældet for Arthur, se sin afslutning passere modstanderens keeper. Men det var ikke uden hjælp fra Marc-Andre ter Stegen, som ikke så alt for godt ud på et skud, der sad nogenlunde midt i målet.
I pausen blev FC Barcelonas mareridt til virkelighed, da Ernesto Valverde måtte tage Messi ud og sætte tilbagevendte Ousmane Dembele på banen til anden halvlegs start.
Heldigvis for Valverde og co. var det dog en utrolig livlig franskmand, som man fik på banen, og Dembele havde flere gode optræk til chancer i løbet af kampens sidste 45 minutter.
Det samme var til gengæld også tilfældet i den anden ende, hvor Barca-defensiven virkede skrøbelig. Samuel Chukwueze og Karl Toko Ekambi fik blandt andet en god triplechance i midten af anden halvleg, og gæsterne havde generelt let til chancer.
Det lykkedes dog FC Barcelona at hive sejren i land, hvorfor man nu står noteret for ti point efter seks kampe. Det rækker til en fjerdeplads i La Liga inden de resterende kampe i runden.