Real Madrid-mandskabet høstede søndag tre point til regnskabet, da holdet på udebane besejrede Osasuna.
Zinedine Zidanes tropper kom skidt fra start. Unai Garcia bragte hjemmeholdet foran med 1-0 på et hovedstød efter blot 14 minutters spil.
Real Madrid kom dog tilbage i kampen og fik først reduceret til 1-1 på et mål af Isco, inden forsvarsgeneralen Sergio Ramos gjorde det til 1-2 kort før pausen.
I anden halvleg holdt Osasuna gæsterne fra fadet i lang tid, men mod opgørets afslutning knækkede hjemmeholdet sammen.
Først gjorde Lucas det til 1-3 i det 84. minut, inden serbiske Luka Jovic lukkede og slukkede med en scoring til kampens slutresultat 1-4.
Dermed ligger Real Madrid fortsat på førstepladsen i La Liga med 52 point, hvilket er seks point flere end FC Barcelona, som skal i aktion søndag aften mod Real Betis.