FC Midtjylland går onsdag aften på banen til en kamp, som vil være ganske definerende for klubben, når de møder de tjekkiske mestre fra Slavia Prag i Champions League-kvalifikationen. Her er man nået frem til playoff-rundens returopgør efter 0-0 i Prag, og de to klubbers fremtid i denne sæson bliver altså afgjort på MCH Arena.
Den samlede taber ryger i Europa League, mens det modsatte mandskab kan gøre sig klar til Champions League-gruppespillet. Derfor er der meget på spil, da pengepræmien for at komme med i gruppespillet alene sender over 100 millioner kroner til FCM, ligesom spillernes værdi vil stige.
Det er sådan noget, som kunne få de fleste til at blive lidt nervøse for sådan et opgør, men ikke for FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen. Han understreger i et interview med Tipsbladet.dk, at han har fået sig en slags følelesmæssig hård hud efter Brentford - hvor han er sportsdirektør - tabte playoff-finalen om oprykning til Premier League.
Læs også:Sviatchenko om FCM-succes: Et af de bedste hold, jeg har spillet på
- Jeg har prøvet at tabe den helt store og mest betydningsfulde kamp i fodboldindustrien - playoff-finalen. Det får man lidt indre robusthed af, siger han og fortsætter:
- Jeg ser mange fodboldkampe, fordi vi har to klubber. Man bliver sådan "Don't go to high when you win and don't go to low when you lose". Jeg tror, at det er meget sundt ikke at lade pendulet følelsesmæssigt svinge for meget. Specielt når man skal sidde og træffe beslutninger, lyder det fra Rasmus Ankersen, som dog tilføjer, at både ham selv og klub-ejer Mathew Benham er meget glade for at være så tæt på et Champions League-gruppespil, som vil være det ultimative.
FCM-formanden bemærker endvidere, at fodboldindustrien er bygget op omkring, at det er meget små ting, som kan afgøre, hvorvidt en klubs økonomi klarer sig godt eller ej. Hvis FCM rammer stolpen, og bolden går i mål - eller hopper ud, vil det være enormt afgørende. Det samme gælder hvis en dyr handel må gå i vasken, fordi spilleren bliver skadet lige inden.
Læs også:FCM-træner før skæbnekamp: Champions League kan udvikle os alle
- Det er meget små ting, som har en meget stor effekt. Det er derfor, der er mange, som godt kan lide at se det. Når man spiller playoff-finale, så kan man godt lide at se, at nogle kan vinde rigtig meget og nogle kan tabe rigtig meget. Det er jo også sådan en kamp, som det er mod Slavia, fortæller Rasmus Ankersen.
Hvis det hele ender med en check fra UEFA på ca 200 millioner kroner, så har midtjyderne ifølge Ankersen ikke en særlig plan med, hvad de skal gøre med dem. I første omgang ryger de nok ind under hovedpuden, som han udtrykker det. Men der er også en anden mulighed.
- Vi bruger dem alle sammen på corona-masker. I de her dage er det bedre at købe coronamasker og sælge dem videre, end det er at købe fodboldspillere, siger FCM-formanden med et glimt i øjet - og uddyber at markedet for fodboldspillere ikke er så livligt som normalt.
Skæbnekampen mellem FC Midtjylland og Slavia Prag spilles onsdag aften klokken 21, og den bliver sendt direkte på TV3+.
Læs også:Har FC Midtjylland nerverne til kampen om 200 millioner kroner?
Læs også:Sisto-comeback og mulig Wind-debut: Her er Kasper Hjulmands landshold
Læs også:Solstrålehistorier, knive i ryggen og agendaer: Guide til transfer-skæbneugen