Video : Tipsbladet
Champions League

Optakt: FC Midtjylland - Liverpool FC

Ingen af holdene har på papiret noget at spille for, men alligevel er det en kæmpe kamp for FC Midtjylland mod Liverpool.

Kampfakta:
Kampstart: Onsdag klokken 18.55
Spillested: MCH Arena, Herning 
Dommer: Francois Letexier, Frankrig
På TV: 3+
Hashtag: #fcmlfc #cldk

Holdnyt:
FC Midtjylland:
De danske mestre ender på sidstepladsen i klubbens Champions League-debut, men FC Midtjylland fik slettet det trælse nul fra pointtavlen, da det lykkedes holdet at få 1-1 med fra udekampen mod Atalanta i seneste runde.

Det ændrer som nævnt ikke på, at FC Midtjylland bliver sidst i gruppen, men et point ser bare så meget pænere ud end nul.

Nu jagter FC Midtjylland den første sejr i Champions League-gruppespillet, og det vil give genklang i fodboldens verden, hvis Brian Priskes tropper kan få skovlen under mægtige Liverpool.

FC Midtjylland varmede op lørdag med en udekamp mod Vejle Boldklub, og det endte med en sikker 2-0-sejr til de forsvarende mestre. Generalprøven var med andre ord vellykket.

Jens-Lys Cajuste fik konstateret coronavirus den 25. november, men han er tilbage i truppen mod Liverpool, og det samme er Pione Sisto. Angriberen Junior Brumado er ude med en skade.

Et direkte rødt kort i Champions League giver blot en enkelt dags karantæne, og Erik Sviatchenko er derfor tilbage i truppen.

Liverpool FC:
1-0-sejren over AFC Ajax i seneste runde sikrede Liverpool førstepladsen i gruppen, og derfor har holdet reelt ikke meget at spille for onsdag aften i Herning. Det er næppe utænkeligt, at Jürgen Klopp derfor sender et væld af unge spillere på banen mod FC Midtjylland.

Læs også:Klopp afviser gaver: Jeg har ikke lavet andet end at tænke på Midtjylland

Premier League-programmet er som altid tætpakket frem mod jul, og derudover er Liverpool plaget af skader, så det er ikke svært at forstå, hvis Klopp når frem til den konklusion, at udekampen mod FC Midtjylland ikke betyder alverden.

Liverpool kommer til Danmark med en fornem skalp fra i søndags. Her vandt de engelske mestre 4-0 på Anfield over Wolverhampton, og dermed er Merseyside-klubben a point med Tottenham i toppen af Premier League.

Skadeslisten i Liverpool tæller Virgil van Dijk, Joe Gomez, Thiago Alcantara, Alex Oxlade-Chamberlain, Allison Becker og James Milner, mens Trent Alexander-Arnold og Xherdan Shaqiri med stor sandsynlighed bliver sparet i Herning.

Karantæner:
FC Midtjylland: Ingen
Liverpool: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Midtjylland (4-2-3-1): Hansen - Andersson, Scholz, Sviatchenko, Paulinho - Onyeka, Cajuste - Dreyer, Evander, Mabil - Kaba

Liverpool (4-3-3): Kelleher - N. Williams, R. Williams, Koumetio, Tsimikas - Jones, Wijnaldum, Keita - Jota, Minamino, Origi

Profilen:
Da Konstantin Tsimikas senest var i Danmark, var det iført en Esbjerg-trøje. Det var som lejesvend i den vestjyske klub, men nu tørner han ud for selveste Liverpool, og mon ikke, at grækeren er én af dem, der får chancen mod FC Midtjylland, som han aldrig nåede at møde, da han var i Esbjerg.

Vidste du, at..:
Opgøret mod FC Midtjylland er Jürgen Klopps 283. som Liverpool-træner. Han kan bryste sig af et imponerende pointsnit på 2,05.

Læs også:Millioner på vej til danske klubber - undtagen FC København

Dom:
Liverpool i stærkeste opstilling besejrer FC Midtjylland nærmest efter behag, men der er god grund til at tro, at de danske mestre skal op imod et meget reservespækket engelsk mandskab. Der er grund til at være optimistisk på vegne af FC Midtjylland.

Kampen er reelt uden betydning, men for FC Midtjylland er det alligevel én af de største kampe i klubbens historie, så de vil tage den meget alvorligt. Det kan man ikke sige om Liverpool, så der kan være motivationen til forskel på de to hold. 

Vi tror på en dansk overraskelse onsdag aften. 1-1 mellem FC Midtjylland og Liverpool.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Peter Schmeichel har ondt af FCM: Næsten ikke til at bære

Læs også:Steinlein må se FCM gå glip af millioner: Det gør ondt i hjertet

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 11. runde