Manchester City kunne med en sejr over Atalanta sikre sig avancement fra gruppespillet, da englænderne onsdag aften gæstede Italien.
Atalanta havde Simon Kjær på bænken i hele opgøret, og han kunne se Raheem Sterling bringe gæsterne foran efter syv minutter.
Gabriel Jesus lagde bolden til rette for Sterling, og så kunne han gøre det til 0-1 med en scoring i nederste, højre målhjørne.
Selvsamme Sterling kunne have udbygget føringen efter en halv times tid, men han fik denne gang sit forsøg blokeret af en Atalanta-spiller.
Fem minutter senere var det Riyad Mahrez' tur til at få en god mulighed. Denne gang var keeper Pierluigi Gollini på plads, da han reddede kantspillerens flade forsøg fra kanten af feltet.
Få minutter inden pausefløjt fik Jesus den måske største mulighed af alle, da Manchester City blev tildelt et straffespark.
Josip Ilicic havde haft hånd på bolden i Atalanta-feltet, og selvom dommer Aleksei Kulbakov først vinkede spillet videre, blev udeholdet efterfølgende tildelt straffesparket af VAR.
Den brasilianske angriber fik ansvaret for at sparke forsøget i mål, men Jesus sendte bolden forbi den venstre oppasser.
Til anden halvlegs start blev Claudio Bravo sat på banen i stedet for Ederson, og der skulle blot gå fire minutter, før chileneren var blevet passeret.
Mario Pasalic kom højest på et indlæg fra Alejandro Gomez, og midtbanespilleren stangede udligningen ind uden chance for Bravo.
Efter scoringen havde Pep Guardiolas tropper markant sværere ved at spille sig til chancer, og mod slutningen af opgøret blev City endda reduceret til ti mand.
VAR gjorde dommeren opmærksom på, at Bravo havde udvist farligt spil, og keeperen blev derfor sendt fra banen efter 83 minutter. Da Ederson tidligere var blevet udskiftet, betød det, at Kyle Walker måtte vogte buret i den sidste del af kampen.
Men de italienske værter kunne ikke drage fordel af overtallet, og kampen sluttede af den grund uden vinder.
Manchester City fører fortsat gruppen med og har nu ti point, mens Shakhtar Donetsk følger efter på andenpladsen med fem point efter deres dramatiske 3-3-kamp med Dinamo Zagreb.
Kroaterne har ligeledes fem point, mens Atalanta står noteret for bare et enkelt.