Liverpool er som det første hold fra gruppe D klar til ottendedelsfinalerne i Champions League.
Den forsvarende engelske mester sikrede sin videre færd i kraft af hjemmesejren på 1-0 over Ajax.
Liverpool er tilmed sikker på at tage førstepladsen, der kan give en nemmere lodtrækning til ottendedelsfinalen, da Atalanta snublede med 1-1 mod FC Midtjylland.
Inden sidste spillerunde har Liverpool 12 point, mens Atalanta og Ajax har henholdsvis otte og syv point på de næste pladser. FCM har et point.
Første halvleg var en åben slagudveksling, hvor man fornemmede, at begge hold gik efter de tre point.
Ajax dominerede og var klart mest på bolden, mens Liverpool forsøgte sig med hurtige omstillinger.
Det gav chancer i begge ender, men Liverpool var dog tættest på, da Diego Jota smaskede bolden på stolpen efter få minutter.
I starten af anden halvleg var det Ajax' tur til at ramme stolpen, og også Davy Klaasen havde en god hovedstødschance for hollænderne uden succes.
I stedet slog Liverpool til på en målmandsfejl i den anden ende efter knap en times spil. Keeper Andre Onana gik fejl af et indlæg og håbede, at bolden sejlede ud til målspark, men tæt på baglinjen stod Curtis Jones klar til at dirigere bolden i mål til 1-0.
I den resterende del var der store chancer i begge ender, og Ajax fik en gigantchance for at udligne med to minutter tilbage, men keeper Caoimhin Kelleher reddede mesterligt et hovedstød.
/ritzau/