FC København måtte tirsdag aften se sig slået med 1-3 på hjemmebane mod Manchester City i Champions League, og det var efter en kamp, hvor de danske mestre havde deres vanskeligheder.
Det var dog ikke noget, der kom bag på Michael Laudrup, som kom med sit syn på kampen på Viaplay efter opgøret.
- Det er jo ikke nogen overraskelse for os. Det vidste vi jo. Vi har fået bekræftet i dag, at det er måske det bedste hold i Europa, i verden lige nu, Manchester City. Jeg synes ikke, at det er nogen skam at tabe til et hold, der er så markant bedre end dig selv.
Dog var der en lidt mere kritisk tone over Preben Elkjærs opfattelse af FCK's kamp.
- Jeg synes, at man står lidt med en ambivalent følelse, fordi der var meget forsvarsspil i dag. Man stod langt tilbage i anden halvleg, og så smider man 11 mand ned foran feltet og håber på det bedste, siger han og fortsætter:
- Der bliver for langt op i den anden ende til, at man kan blive farlige og skabe nogle chancer. Så jeg synes, at jeg har det lidt svært, men vi må acceptere, at det er et rigtig, rigtig godt hold, som de taber til, lyder det fra Preben Elkjær.
Længe så det desuden ud til, at FCK skulle slippe fra kampen med et nederlag på et enkelt mål, men i overtiden af kampen gjorde Phil Foden det til 1-3.
Der var da også en række FCK-spillere, som havde det rigtig svært mod den engelske storklub. Læs mere om det her.