Tirsdag aften stod Ajax for en gigantisk overraskelse i Champions League, da den hollansdske danskerklub overvandt 2-1-nederlaget fra det første opgør, og smadrede storklubben Real Madrid med 4-1 på udebane.
En af de store profiler for de sejrende gæster var danske Lasse Schöne, der efter kampen talte med TV3 Sport. Den erfarne midtbanemand tror ikke, at man får mange kampe som denne i sin karriere.
- En fantastisk aften. Hvis man tænker på, at hver gang vi rørte bolden her til sidst begyndte folk at sige 'olé'. Det tror jeg ikke sker tit på det her stadion. Så det er en fantastisk aften. At vinde 4-1 her og slå Real Madrid ud, lød det fra Ajax-profilen.
Efter at Ajax kom foran 3-0, kom Real Madrid for alvor under pres, og en hurtig reducering af Marco Asensio gav hjemmeholdet lidt håb igen. Men så trådte Lasse Schöne til med et fænomenalt frispark fra en spids vinkel, hvor han sparkede bolden helt over i det lange hjørne. Et bevidst mål, som dog samtidig også overraskede Schöne selv.
- Jeg ser, at målmanden står i det korte hjørne. Jeg kan ikke stå og sige, at det var meningen at sparke den ind sådan dér. Men jeg ville sparke på mål i det lange hjørne, og så håber man på, at hvis der ikke er nogen, der rammer den, går den ind. At den skulle svæve op i hjørnet var ikke helt planlagt, men jo, jeg ville sparke i den side, afslørede 32-årige Schöne.