Sparta Prag er fortsat ubesejret i årets Champions League, efter man tirsdag aften fik 1-1 på udebane i Stuttgart.
Tjekkerne kom ellers tidligt bagud i kampen mod de tyske vicemestre, men på et mål af den tidligere FC Midtjylland spiller Kaan Kairinen sikrede Lars Friis' mandskab sig et enkelt point på MHP Arena.
- Vi kvalificerede os til Champions League for første gang i mange år, hvilket hele tiden har været et mål for klubben, siger Lars Friis på pressemødet efter kampen.
- Nu står vi med fire point efter to kampe, jeg kunne ikke have drømt om mere.
Lars Friis råder over flere danskere i sin trup, men han havde kun fundet plads til Peter Vindahl i sin startopstilling, imens Mathias Ross og Asger Sørensen måtte se til fra bænken under hele kampen.
Den danske målmand Peter Vindahl spillede en vigtig rolle i anden halvleg, hvor Sparta Prag blev presset langt ned på egen banehalvdel.
- Det blev en kamp, der kun gik mod vores mål, hvilket bestemt ikke var planen. Jeg er nødt til at rose Stuttgart og deres spillere, de spillede virkelig godt.
- I sidste ende vil jeg give den største credit til mine spillere, for det de leverede i anden halvleg, hvor de opretholdte et højt niveau.
Opgøret mod Stuttgart blev dermed en god opvarmning til weekenden, hvor der er Prag-derby mellem Sparta og Slavia.
Kampen er også et opgør mellem nummer et og to i den tjekkiske liga, hvor Lars Friis' Sparta lige nu må se sig henvist til andenpladsen.
Du kan se højdepunkter fra kampen i videoen henover artiklen