Peter Grønborg og Preben Elkjær får ikke selskab af Michael Laudrup i Champions League-studiet om nogle timer.
Årsagen er, at den tidligere FC Barcelona- og Real Madrid-stjerne har lidt knas med stemmen i øjeblikket.
Det lagde den opmærksomme seer mærke til tirsdag aften, da Michael Laudrup kommenterede braget mellem Liverpool og Real Madrid på Anfield.
Her kæmpede den 58-årige landsholdslegende til tider med at tale tydeligt.
Sportschef hos Viaplay - Benjamin Munk Lund - fortæller til Tipsbladet, at der er fundet en afløser for Michael Laudrup til aftenens udsendelse.
- Laudrup står over. Stemmen er ikke kommet sig nok i løbet af natten og morgnen. Stig Tøfting er kaldt ind i stedet for.
Hovedkampen på Viaplay er RB Leipzig mod Manchester City direkte fra Tyskland.
Her har Viaplay Jonas Schwartz og Per Frimann på plads for at kommentere opgøret, hvor gæsterne er favoritter til sejren.
Onsdagens vikar for Michael Laudrup er i øvrigt ny kommentator hos Tipsbladet.
Du kan læse Stig Tøftings klumme fra sidste uge ved at trykke lige HER.