Video : Tipsbladet
Champions League

Karakterer: Liverpool kunne slet ikke holde FCM's muskelbundt

FC Midtjyllands Champions League-sæson er slut efter 1-1 mod Liverpool. Her er karakterer til holdets spillere.

FC Midtjylland sluttede Champions League-eventyret med oprejst pande, da det blev til 1-1 mod Liverpool. Med lidt mere held kunne de danske mestre endda have vundet.

Her ser vi nærmere på FCM-spillernes præstationer.

Jesper Hansen - 4 bolde
Var chanceløs ved 1-0-målet og havde sidenhen en række flotte redninger, der holdt FC Midtjylland inde i kampen. Havde Liverpool scoret til 2-0, havde kampet være lukket.

Dion Cools - 4 bolde
Havde et farligt boldtab i begyndelsen, men spillede sig gevaldigt op. Var især god offensivt, hvor han hele tiden gik med frem og leverede flere gode indlæg.

Erik Sviatchenko - 3 bolde
Anføreren var igen sit hold en solid mand. Ikke lige så iøjnefaldende som i andre kampe, men pålidelig og evig kilde til uro på offensive dødbolde.

Alexander Scholz - 4 bolde
Kostede 1-0-målet med sit boldtab, men kom flot efter det. Ødelagde et par farlige Liverpool-angreb og viste store cojones, da han sparkede straffesparket i mål.

Paulinho - 3 bolde
Liverpool spillede sig igennem i hans side et par gange i kampens start, men Paulinho viste til gengæld prøver på sin gode indlægsfod. Ikke så god som backkollegaen Cools, men fin indsats.

Jens-Lys Cajuste - 2 bolde
FC Midtjylland havde i store perioder svært ved at aktivere den centrale midtbane, og det led Cajuste også under. Det var dog ikke værre, end at han er tæt på middelkarakter.

Læs også:Ny skrækstart: FC Midtjylland skriver historie i Champions League

Evander - 3 bolde
Gav prøver på sin teknik og overblik og var tæt på at score, da han ramte overliggeren. Var ikke så toneangivende, som han kan være, men leverede en hæderlig præstaton. Skulle hav scoret i slutfasen.

Frank Onyeka - 2 bolde
Havde et par gode aktioner, men formåede aldrig at sætte sit aftryk på kampen. Blev også skiftet ud efter en times spil.

Anders Dreyer - 4 bolde
Satte sine holdkammerater godt op et par gange før pausen, men var især i begyndelsen af anden halvleg god. Spillede en nøglerolle i, at FCM kom ind i kampen igen, og trak straffesparket, der førte til 1-1.

Sory Kaba - 5 bolde
Liverpools sammenskudsgilde af et forsvar kunne slet ikke holde Kaba, der formentlig havde flere boldberøringer med brystet, end hans direkte modstandere havde med fødderne. Samtidig forbilledligt overblik, når han skulle fordele de bolde, han tæmmede. Stor kamp, der kun manglede et mål.

Awer Mabil - 2 bolde
Det var op og ned for Mabil, der stod bag et par besynderlige boldtab i første halvleg, men som også kom godt fra start i anden halvleg med en dribletur og et farligt indlæg. Samlet set var udbyttet dog for magert.

Mikael Anderson – UB
Skiftet ind i 63. minut.

Læs også:LIVE: FC Midtjylland-kasse annulleres

Gustav Isaksen – UB
Skiftet ind i 63. minut.

Pione Sisto - UB
Skiftet ind i 76. minut.

Nicolas Madsen - UB
Skiftet ind i 90. minut.

Luca Pfeiffer - UB
Skiftet ind i 90. minut.

Brian Priske - 4 bolde
FC Midtjylland var på hælene i begyndelsen, men derudover var præstationen god. Især anden halvleg fortjener ros. Hvad end Priske sagde i pausen, var det det rigtige.

Spillerne er vurderet ud fra Tipsbladet.dk’s skala, der er som følger:
6 bolde: Verdensklasse.
5 bolde: Højt, internationalt niveau.
4 bolde: Fortrinlig indsats.
3 bolde: Godkendt præstation.
2 bolde: Skuffende, under middel.
1 bold: Dårlig præstation.
0 bolde: Uacceptabelt.
UB: Uden for bedømmelse på grund af for kort tid på banen.

Læs også:Video: FC Midtjylland på pointjagt for Danmark

Læs også:Midtbaneprofil tilbage: Sådan starter FC Midtjylland mod Liverpool

Læs også:FCM-direktør: Vi kunne have været et meget alvorligt sted uden CL