Video : Tipsbladet
Champions League

Juve svarer K-League igen: Vi har ikke brudt kontrakten

Juventus afviser, at klubben skulle have brudt en kontrakt ved at holde Cristiano Ronaldo på bænken i en træningskamp mod et All Star-hold fra den sydkoreanske K-League i sidste uge.

Juventus spillede fredag 3-3 med et All Star-hold fra den sydkoreanske K-League, og det var med Cristiano Ronaldo på bænken i hele opgøret.

Beslutningen kan dog ende i en kæmpe erstatningssag, da flere af de godt 60.000 fremmødte tilskuere har planer om at sagsøge arrangørerne af kampen, TheFasta.

Advokten Kim Min-Ki hævder ifølge AFP, at man vil kræve billettens pris på små 400 kroner, seks kroner i kommission og cirka 5700 kroner for "mentale kvaler" for hver tilskuer, fordi TheFasta havde en aftale med Juventus om. at klubben skulle have Cristiano Ronaldo på banen i mindst 45 minutter.

Nu svarer italienernes præsident, Andrea Agnelli, dog tilbage på anklagerne, og han mener ikke, at Juventus har gjort noget forkert.

- Hver eneste spiller i Korea spillede kampen... på nær Cristiano Ronaldo, som, på råd fra vores lægestab, var tvunget til at hvile sig efter Nanjing-kampen (mod Inter red.), hvor han pådrog sig en muskelskade bare 48 timer inden kampen i Seoul.

- Derfor, Mr. Præsident, afviser jeg din anklage om uansvarlig opførsel, arrogance og disrespekt for fansene, som vi altid ærer. Ingen i Juventus ønsker at bringe K-League, det koreanske fodboldforbund eller det asiatiske fodboldforbund i miskredit, skriver Agnelli til præsidenten for K-League Kwon Oh-gap i et brev, som Reuters har fået adgang til.

I brevet kritiserer Agnelli også arrangementer forud for opgøret, som resulterede i, at kampen ikke kom i gang til tiden.