Jose Mourinho gensyn med klubben, hvor karrieren tog fart

Bragt i Tipsbladet 25. september

Det stod hurtigt klart, at Jose Mourinho var skabt til at være træner. Hans far Felix var målmand for forskellige klubber i den portugisiske liga, og da han senere gik trænervejen, var det med hjælp fra sin teenagesøn, der først styrede bolddrengene, siden stod for at løbe over fra bænken og uddele taktiske instruktioner på den anden side af banen, og til sidst i en alder af 16 år begyndte at levere scouting-rapporter på faderens kommende modstander.

Talentet på banen var dog ikke til mere end den næstbedste række, så forældrene mente, at han skulle tage en uddannelse, men han holdt kun en dag på handelsskolen.

”Jeg er ked af det mor, men det er ikke noget for mig. Det er udelukkende jakkesæt og slips, men jeg kan kun lide træningstøj,” sagde den 17-årige Jose Mourinho dengang ifølge sin mor Maria Julia i et interview med Sunday Mirror tilbage i 2004.

Så han læste idræt i stedet og begyndte at træne først ungdomsfodbold og siden assistere i lavere-rangerende portugisiske klubber, før den første dør til fremtiden åbnede sig, da engelske Bobby Robson blev ansat i Lissabon-klubben Sporting i 1992. For han blev mødt i lufthavnen af en 28-årig idrætslærer, der på fodboldsiden senest også havde været assistenttræner i Ovarense i den næstbedste række, med ordene:

”Hello Mister. Mit navn er Jose Mourinho, og præsidenten har ansat mig til at være din tolk. Jeg håber, at jeg kan gøre et godt job for dig, Mister.”

Samarbejdet mellem den aldrende englænder fra kulmineområdet ved Newcastle og den unge mand fra Setubal syd for Lissabon skulle vise sig at blive givtigt for dem begge, og det fortsatte, selv om Robson forlod Sporting og først skiftede til Porto og siden til Barcelona. Undervejs blev Mourinho også mere end en oversætter i forhold til at videregive alle trænerens ord til spillerne, for han udarbejdede scouting-rapporter, og han diskuterede træning og taktik med den rutinerede Robson. Og da englænderen forlod Barcelona i 1997, blev Mourinho på Robsons opfordring hængende, nu som en del af staben under Louis van Gaal indtil hollænderen forlod klubben i 2000.

På den måde blev brikkerne lagt til en trænerkarriere, men det var først i januar 2002, at Jose Mourinho for alvor foldede sig ud, tilbage i det Porto som Robson havde gjort til dobbelte mestre i 1995 og 1996.

Inden det kom så vidt, var der dog lige et par mellemspil, der skulle overstås i forhold til de første oplevelser som cheftræner, og man må sige, at debutjobbet var bemærkelsesværdigt. For uden nogen sinde at have ledet et hold blev han cheftræner for Portugals største klub Benfica med det smukke kælenavn ”O Glorioso.” Men han havde fået et navn i hjemlandet i kraft af sin tilknytning til Bobby Robson, der i øvrigt havde ringet om et muligt assistentjob i Newcastle, som Mourinho takkede nej til, og Benfica var ikke, hvad Benfica havde været en gang.

Fra 1994 til 2003 vandt den gamle storklub kun den portugisiske pokal i 1996, mens den Europa Cup, som Eusebio havde gjort så storslået med sejre i 1961 og 1962, nu bød på blandt andet et samlet nederlag på 7-0 til Celta Vigo i 1999. Der var ingen penge til nye spillere, og tyske Jupp Heynckes havde ikke kunnet løfte opgaven, tværtimod blev han så frustreret, at han ved sit sidste pressemøde sagde: ”Jeg kan ikke klare den her klub mere. Hvis de ikke vil have mig længere, så er jeg væk i morgen.”

Det var han så, og i stedet fik den 37-årige Mourinho chancen – på en seks måneders kontrakt. For der var præsidentvalg, men hvis den aktuelle vandt, ville trænerens aftale blive forlænget. Det skete bare ikke. João Vale e Azevedo tabte, og Mourinho kom i modvind, for den nye præsident havde andre planer. Men træneren havde sin kontrakt på seks måneder, og selv om Mourinho åbnede med et nederlag i Boavista, og derefter røg ud af UEFA Cuppen, da 2-2 hjemme mod Tom Prahls Halmstad ikke var nok, kom der pludselig en serie af sejre, og efter 3-0 i lokalopgøret mod Sporting forsøgte Mourinho at få en forlængelse på plads. Det lykkedes ikke, og så sagde han op efter at have hentet 17 point i ni kampe i det, der siden skulle blive Benficas dårligste sæson nogensinde med en sjetteplads efter 54 point i 34 kampe.

Efter seks måneders ledighed blev han ansat som cheftræner i Uniao Leiria, en lille time nord for Lissabon, og selv om klubben netop havde noteret en historisk bedste placering i form af en femteplads (foran Benfica), så lå de nu nummer tre, da Mourinho fik et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Nogle måneder tidligere havde han været tilbage i Porto i forbindelse med en landskamp, og her havde klubpræsident Jorge Nuno Pinto da Costa sagt til Robsons gamle assistent, at han ville få chancen, når tiden var den rette. Det var den i januar, og få dage efter han var blevet 39 år, var Jose Mourinho kørt i stilling til at tage skridtet ind blandt de største trænere i verden.

Historisk sejr i Athen

På det tidspunkt var den portugisiske liga ikke, som den plejer at være. Benfica var dårlige, og Porto var ikke meget bedre, hvilket betød, at Boavista med mesterskabet i 2001 var blevet den første mester siden Belenenses i 1946, der ikke var fundet blandt en af de tre store Benfica, Porto og Sporting.

Sporting var mindst ringe af de tre i sæsonen 01/02 og vandt mesterskabet foran Boavista, men Mourinho fik både styr på Porto-holdet, der blev nummer tre og kun tabte to kampe, efter han tiltrådte, og fik linet de nødvendige forstærkninger op. Det var blandt andet i form af gamle Leiria-spillere som den brasilianske angriber Derlei samt venstrebacken Nuno Valente, mens han hentede højrebacken Paulo Ferreira i hjembyen Setubal og sørgede for at give midtbanemanden Maniche den kontrakt, han ikke kunne få forlænget i Benfica.

Så mens Porto var begyndt at bygge nyt til fremtiden i form af EM-stadionet Estadio do Dragao i stedet for det aldrende og 3/4-uoverdækkede Das Antas, gjorde den unge Mourinho det samme med holdet inde på banen med nye spillere og en ny 4-4-2 formation – og det ikke kun i den hjemlige liga. Her levede han nemlig uden problemer op til løftet fra sommerpausen om, at ”næste år vinder vi ligaen,” for det gjorde Porto med 11 point ned til Benfica, kun to nederlag undervejs og noget der siden skulle blive en Mourinho-specialitet med en fantastisk hjemmebanestatistik i form af 16 sejre og blot en enkelt uafgjort mod Belenenses, men han leverede også varen i Europa.

Sikre hjemmebanesejre over Polonia Warszawa, Lens og Denizlispor sørgede for, at Porto var klar til kvartfinalen i UEFA Cuppen, men her gik det galt mod et stærkt Panathi-naikos-mandskab, der med René Henriksen og Jan Michaelsen på banen vandt 1-0 foran 44.000 tilskuere på Das Antas. Og det græske mandskab havde aldrig tabt en europæisk kamp hjemme på det lille og intime Apostolos Nikolaidis, så det så svært ud for Mourinhos mandskab.

Men han satte holdet perfekt op rent taktisk, og efter et mål af Derlei måtte holdene ud i forlænget spilletid, som blev afgjort, da Derlei slog til igen i den ekstra tid, som Mourinho selvfølgelig også havde en plan for.

”Jeg er meget tilfreds med holdets indstilling gennem samtlige 120 minutter. Vi bevis-te, at vi er i god, fysisk form. Nøglen var at kontrollere midtbanen, og det gjorde vi. Jeg er meget, meget glad, fordi vi skrev historie. Vi er det første hold, der har vundet her på dette stadion, hvor ingen andre har vundet. Ikke engang Real Madrid,” sagde Mourinho efter kampen, mens UEFA’s tekniske direktør Andy Roxburgh forklarede nærmere i Patrick Barclays bog om Mourinho fra 2005:

”Den sejr ændrede mentaliteten i klubben. Jose følte, at han nu havde vist, hvad han kunne, og det fik han ret i, for Porto fortsatte og endte med at slå Celtic i finalen.”

Og sæsonen efter gjaldt det Champions League-turneringen.

Modstridende følelser efter finalen

Præstationen med Porto havde selvfølgelig gjort større klubber som Paris Saint Germain interesserede, men Mourinho valgte at blive og bygge videre på et stærkt mandskab, der igen vandt ligaen uden de store problemer. For Benfica sluttede otte point efter, mens Porto nemt klarede hjemmebaneskiftet fra Das Antas til Dragao, for det blev til 17 sejre i 17 kampe, først på det gamle stadion, siden på det nye, som først kom i brug til sidst.

Det blev ellers åbnet under pomp og pragt i november 2003 med 52.000 tilskuere på lægterne og Barcelona som modstander i en venskabskamp, hvor en 16-årig Messi endda også debuterede, men selv om græsset så smukt og grønt ud og lagde underlag til en 2-0 sejr til hjemmeholdet, så havde det ikke slået rod. Så det blev kun til den kamp før genåbningen på et nyt græstæppe tre måneder senere.

En af de første betydende kampe på det nye stadion var Champions League 1/8-finalen mod Manchester United, som Porto var nået frem til efter at være sluttet som en sikker nummer to i gruppespillet, efter Real Madrid men foran Marseille og Partizan. Men selv om hjemmeholdet vandt 2-1 på mål af sydafrikanske Benni McCarthy, og United-anfører Roy Keane blev udvist for at trampe på Porto-keeper Vitor Baia, så var det først i returkampen, at engelsk fodbold for alvor fik øjnene op for trænersensationen Jose Mourinho, omend det blev noteret, at han efter sejren sagde følgende om den engelske managerlegende Sir Alex Ferguson, der havde været sur over udvisningen af Keane:

”Jeg kan godt forstå, hvis han er ramt rent følelsesmæssigt. Han har nogle af de bedste spillere i verden, og de skulle gøre det meget bedre, end de gjorde. Man må være trist, når ens hold bliver domineret så klart af en modstander, der er blevet bygget for 10 procent af hans budget.”

For det endte med, at Porto slog mægtige United ud, da Costinha udlignede til 1-1 i overtiden efter en fejl af målmand Tim Howard, og så kunne man se en euforisk Porto-træner i fuld galop ned ad sidelinjen på Old Trafford, med frakkeskøderne bølgende efter sig på vej mod jubelbunken af spillere ved hjørneflaget. Den opførsel tog det et stykke tid for Sir Alex Ferguson at komme sig over, mens Porto gik videre til kvartfinalerne mod Lyon og derefter semifinalen mod Deportivo, der viste sig at være et lige så stærkt defensivt mandskab.

Det første opgør på Dragao endte 0-0, og så var det alt eller intet på Riazor. Det blev alt for Porto, der vandt 1-0 på endnu et mål af den ofte afgørende Derlei, mens hjemmeholdets playmaker Jose Valeron blev taget ud af kampen rent taktisk af den mandsopdækkende Costinha.

”Træneren har lært os, at vi vinder sammen og taber sammen. Og i denne sæson har man set flere store hold, der ikke spiller sådan og derfor heller ikke er nået hertil. I stedet er det to hold, der spiller som en enhed,” sagde Co-stinha efter sejren med fokus på et andet af Mourinhos varemærker, mens trænerens selvtillid boblede op i ordene efter semifinalesejren.

”Det er ikke for at være respektløs overfor de portugisiske hold, der har vundet Europa Cuppen tidligere, men i Portugal er vi blevet vant til, at Champions League-finalen er noget, vi ser på tv. Nu er mit hold i finalen, og det føles godt, men det er ikke en foræring. Vi har slået store hold på vejen hertil, og nu får mine spillere muligheden for at sætte deres aftryk i fodboldhistorien,” sagde Mourinho.

Finalen stod mod Monaco, og den blev hurtigt afgjort, da modstanderen mistede sin playmaker Ludovic Guily til en skade midt i første halvleg. For Porto havde allerede været bedst, og det blev de i endnu højere grad, så sejren på 3-0 var fuldt fortjent. Men mens den portugisiske sportsavis A Bola konkluderede, at ”FC Porto er ikke bare det bedste hold i Portugal, det er det bedste hold i Europa” og O Jogo skrev, at ”Mourinhos betydning for al denne succes kan ikke overvurderes,” så tog den sejrende cheftræner det meget afslappet i forhold til sejrssprinten på Old Trafford. Faktisk forlod han hurtigt festen på grønsværen og gik ned gennem spillertunnelen, mens han tog sin medalje af igen.

”Rent personligt var det en svær aften, for jeg var fuld af modstridende følelser, da jeg vidste, at jeg skulle forlade holdet. Jeg så ikke mine Porto-spillere igen før tre måneder senere, da de kom til Stamford Bridge for at spille Champions League,” som han sagde til Andy Roxburgh ifølge Barclays bog ”Mourinho – Anatomy of a Winner.”

For sådan blev det. Jose Mourinho forlod Estadio do Dragao, der blot 17 dage senere lagde græs til EM-åbningskampen mellem Portugal og Grækenland med alt, hvad den indeholdt af overraskelser og tårer fra en indskiftet teenage-målscorer ved navn Cristiano Ronaldo. Og et par uger senere var Porto-træneren ankommet til Chelsea med en legendarisk første pressekonference, hvor han snakkede om at være ”a special one,” mens han få dage senere leverede et andet historisk citat:

”Jeg er ikke bekymret for presset. Hvis jeg ville have et nemt job og arbejde under beskyttelse af de ting, jeg allerede havde gjort, så var jeg blevet i Porto. En smuk blå stol, Champions League-trofæet, Gud – og efter Gud, mig.”

Men Mourinho forlod den smukke blå stol og tog udfordringen op med nu seks mesterskaber i England, Italien og Spanien, tre pokaltitler, endnu et Champions League-trofæ med Inter og en status som en af de bedste trænere i fodboldverdenen til følge. Men det begyndte alt sammen i Porto, og her fortsætter det tirsdag aften, når Mourinho og Chelsea kommer på besøg på managerens gamle hjemmebane Estadio do Dragao.

TOPNYHED ►

‘Moralpolitiet i FC København er gået på ferie’

MEDIE ►

Så meget er Oscar Schwartau nu værd

EKSKLUSIVT ►

SL-debutant talte med Schmeichel: Utroligt god fyr

TOPNYHED ►

Eriksen-kovending? ‘Der er bred enighed herovre’