Efter kvalifikationen til Champions League og den aggressive ageren på sommerens transfervindue blev Inter af mange nævnt som mulig førsteudfordrer til Juventus i Serie A i denne sæson.
Fire point i de første fire Serie A-kampe har dog punkteret de forventninger. Senest tabte Inter hjemme med 1-0 til oprykkerne Parma i weekenden.
Men Inter er tilbage i Champions League, og det er stort for Milano-klubben, som har vundet Europas største klubturnering flere gange end Juventus, og derudover er det seneste italienske hold, der løftede pokalen med de store ører. Det var tilbage i 2010. Siden da er meget gået skævt i Inter.
Men klubbens comeback i Champions League kan være tegn på bedre tider for Serie A, som i denne sæson har fire klubber med igen for første gang i ti sæsoner.
Vi tager her et nærmere kig på Inters triumf under Mourinho i 2010 og de svære efterfølgende år, hvor Inter på mange måder har haft samme nedadgående kurs som naboerne fra AC Milan.
Triumfen i 2010 var afslutningen på et stærkt årti
De blå- og sortstribede fra Milano sluttede sidste årti af med den ultimative triumf, da Jose Mourinhos Inter-mandskab snuppede the treble som det eneste italienske hold nogensinde. 2-0-sejren over Bayern München i Champions League-finalen på Santiago Bernabéu den 22. maj 2010 var Mourinhos sidste kamp i spidsen for Inter, idet portugiseren efter finalen annoncerede, at han havde underskrevet en kontrakt med Real Madrid.
I 2003 og 2007 havde Carlo Ancelotti ført AC Milan til Champions League-triumfer, og med Inters triumf i 2010 endte årtiet således med at blive et relativt succesfuldt årti for italiensk fodbold, der også på landsholdsniveau opnåede den ypperste triumf, da Marcello Lippi førte Italien til en VM-triumf i 2006. Det år var samtidig året for Calciopoli-skandalen, som blev indledningen på en lang årrække, hvor italiensk fodbold sakkede bagefter de andre store europæiske ligaer.
Særligt svært skulle det vise sig at blive for de to Milano-klubber. Deres derby-opgør fremstod med tiden mere som et ekko af tidligere tiders storhed. Tiden, hvor de to Milano-klubber var synonyme med deres ejere, Massimo Moratti og Silvio Berlusconi, er ovre. Begge klubber er nu på udenlandske hænder, henholdsvis kinesiske og amerikanske. Berlusconi ejede AC Milan fra 1996 til 2017, og Moratti ejede Inter fra 1995 til 2013.
Inter har haft tolv trænere efter Jose Mourinho, mens AC Milan har været igennem seks styks efter Massimiliano Allegri. Ingen af Milano-klubberne er sluttet i top tre siden 2013. Tiden i nullerne, hvor begge klubber investerede i store stjerner, blev afløst af en trist årrække, hvor der ikke var råd til store spillere.
Trænerkarrusel og skiftende ejere
Da Inter vandt the treble i 2010, snuppede klubben samtidig sin femte Serie A-titel på stribe. Klubbens dominerende periode fra 2006 til 2010 kom efter 16 sæsoner uden en scudetto. Pinligt lang tid for en af støvlelandets traditionelt set tre store klubber. Succesperioden under Roberto Mancini og Jose Mourinho skulle tilmed også vise sig at blive efterfulgt af nogle pauvre år. Sæsonen efter Mourinho endte hæderligt.
Den nye træner Rafa Benitez blev godt nok fyret lillejuleaftensdag og erstattet af brasilianske Leonardo, men det lykkedes brasilianeren at sikre Inter en andenplads i Serie A og en triumf i Coppa Italia.
Sæsonen 2011-12 blev dog en kaotisk en af slagsen, hvor Inter med Gasperini, Ranieri og Stramaccioni nåede at være igennem tre trænere og til slut endte på en sjetteplads i ligaen. I august 2012 solgte Massimo Moratti klubben til et kinesisk konsortium med Kenneth Huang i spidsen, og året efter købte et indonesisk konsortium ledet af forretningsmanden Erick Thohir aktiemajoriteten i klubben. Thohir er fortsat klubpræsident efter at have solgt en stor del af sine aktier til en kinesisk virksomhed, Suning Holdings Group.
Udover ændringerne i ejerskabsforholdene fortsatte klubben med at udskifte sine trænere i de følgende sæsoner. Efter Stramaccioni kom Walter Mazzari til i sommeren 2013. Han fortsatte indtil Robert Mancini vendte tilbage i november 2014. Mancinis anden periode blev dog langt mindre succesfuld, og han stoppede i sommeren 2016. Den nye træner, Frank de Boer, fik en tvivlsom start i Serie A og løb ind i en fyreseddel allerede efter 85 dage som Inter-træner. Stefano Pioli overtog det varme sæde, men fik sparket i maj 2017.
I juni 2017 skrev Inter så under med Luciano Spalletti, som kom til efter en enkelt sæson i spidsen for AS Roma. Spalletti havde tidligere tilbragt fem år i Rusland som Zenit-manager, og lykkedes med at skaffe Inter 72 point i sin første sæson. Det var det højeste point-antal for klubben siden sæsonen 2010-11. Efter Serie A-placeringer som nummer seks, ni, fem, otte, fire og syv rakte de 72 point i 2017-18-sæsonen til en Champions League-givende fjerdeplads.
Hvor fjerdepladsen i sæsonen 2015-16 gav en plads i Europa League, betød den nye turneringsstruktur i Champions League, at nummer fire i Serie A nu her i 2018-19 kvalificerer sig direkte til verdens fineste klubturnering. Dermed var en af turneringens traditionelt set mest succesfulde klubber tilbage efter seks sæsoners fravær. Med sine tre europæiske triumfer (i 1964, 1965 og 2010) er der kun seks klubber i Europa, der har flere triumfer i Europas fineste klubturnering end Inter.
Dramatik på Olimpico
For mange følgere af Champions League-turneringen vil Inters comeback formentlig være velkomment. Det har været underligt at se de to Milano-klubber rode rundt nede midt i tabellen og kæmpe om Europa League-pladserne. Selve kvalifikationen til Champions League i sidste sæson skete da også på noget nær den mest dramatiske måde, man kan forestille sig.
Inden sidste spillerunde lå Lazio og Inter nemlig á point på henholdsvis fjerde- og femtepladsen. Og tilfældet ville, at netop disse to hold skulle mødes på Stadio Olimpico i sidste spillerunde.
Her forholdt det sig sådan, at Lazio kunne nøjes med et uafgjort resultat for at kvalificere sig. I heksekedlen i Rom kom Spalletti og kompagni dog tidligt bagud, da Ivan Perisic var uheldig med at lave selvmål. D’Ambrosio fik udlignet, men Lazio kom foran igen ved Felipe Anderson kort før pausen, og så så det svært ud for Milano-klubben. I anden halvleg så det længe ud til, at det var Lazio, der skulle booke billetten til Champions League-fodbold, men med ti minutter igen fik Inter tildelt et straffespark begået mod anfører Mauro Icardi.
Kuriøst og ganske uheldigt var det, at straffesparket blev begået af den hollandske midterforsvarer, Stefan de Vrij, der spillede sin sidste kamp for Lazio, idet han havde skrevet under med en ny klub fra 2018-19-sæsonen: Inter. Der havde været meget debat om, hvorvidt de Vrij burde spille kampen, og han endte da også med at få en uheldig hovedrolle. Icardi scorede nemlig sikkert fra pletten, og få minutter efter pandede uruguayaneren Matias Vecino Inter på 3-2 efter et hjørnespark. Og det resultat lykkedes det Inter at holde hjem mod et Lazio-mandskab, der spillede med ni mand til sidst. Dermed var Inter endelig tilbage i det forjættede land.
Fra Milito til Icardi
Inters seneste optræden i Champions League var den 13. marts 2012, hvor klubben hjemme på San Siro blev sendt ud i ottendedelsfinalen af Marseille, på trods af en 2-1-sejr. Med et 1-0-nederlag i baggagen fra det første opgør røg Claudio Ranieris Inter ud på reglen om udebanemål. Ranieri fik fyresedlen to uger senere. For AC Milans vedkommende var det samlede 5-1-nederlag til Atlético Madrid i ottendedelsfinalen i 2013-14-sæsonen klubbens seneste optræden i Champions League.
Da José Mourinho overtog tøjlerne fra Roberto Mancini i 2008, var det et hold, der blandt andet inkluderede frontduoen Zlatan Ibrahimovic–Mario Balotelli. De blev dog begge solgt de næste par år, og Inter-holdet, der vandt the treble i 2010, bestod af spillere som Diego Milito, Samuel Eto’o, Wesley Sneijder, Esteban Cambiasso, Javier Zanetti, Dejan Stankovic, Goran Pandev, Maicon, Maxwell, Lucio, Walter Samuel og Julio César. Et utroligt stærkt og meget erfarent hold, der dog blev splittet ad efter Mourinhos afsked.
Eto’o tog til Anzhi i 2011. I 2012 skiftede Sneijder til Galatasaray, Lucio til Bayern München, Maicon til Manchester City og Maxwell til FC Barcelona. I 2014 blev der sagt endelig farvel til resten af stammen på succesholdet, idet Milito, Zanetti, Cambiasso, Julio Cesar og Walter Samuel enten skiftede klub eller stoppede karrieren. Inter blev en sælgende klub i disse år, hvor tv-pengene i Italien også lå langt under niveauet for Premier League-klubberne. I 2013 solgte Inter desuden talentet Philippe Coutinho til Liverpool for småpenge.
I de samme år solgte AC Milan stjernerne Kaka, Zlatan Ibrahimovic og Thiago Silva uden at hente spillere ind af samme kaliber. Et par år efter solgte Silvio Berlusconi også klubben til kinesiske investorer, og dermed var begge Milano-klubberne altså på kinesiske hænder, indtil AC Milan denne sommer blev solgt videre til en amerikansk rigmand. Til gengæld er klublegenden Paolo Maldini blevet ansat som sportsdirektør i AC Milan, hvilket er et rigtigt godt tegn.
I årene efter dette historiske Inter-hold har klubbens profiler været navne som brasilianske Miranda og kroaterne Ivan Perisic og Marcelo Brozovic. Med 100 Serie A-mål i en alder af 25 år står anfører Mauro Icardi dog som stjernen over dem alle.
Italiensk fodbold på vej mod lysere tider?
I det netop overståede transfervindue har Inter tiltrukket sig stor opmærksomhed som en af de klubber, der har forstærket sig allermest i Europa.
Med Champions League-bold på programmet er det lykkedes Inter at tiltrække spillere som Radja Nainggolan (AS Roma), Lautaro Martinez (Racing Club), Stefan de Vrij (Lazio), Sime Vrsaljko (Atlético Madrid) og Keita Baldé (AS Monaco). Derudover var der rygter om både Arturo Vidal og Luka Modric, hvilket i hvert fald signalerer store ambitioner.
Inters comeback på den største europæiske scene kan også med til at tegne et billede af italiensk fodbold som værende på vej i den rigtige retning efter nogle svære år.
Den helt store katalysator har naturligvis været Juventus’ køb af Cristiano Ronaldo, som i den grad har skaffet Serie A kæmpe opmærksomhed frem imod den kommende sæson. Juventus har bygget deres eget stadion, og det har givet dem nogle helt andre økonomiske muskler end de andre italienske klubber, der lejer sig ind på deres stadions.
I de seneste otte sæsoner har det konsekvent været Juventus, AS Roma og Napoli, der har repræsenteret Italien i Champions League. Men i år har den ændrede turneringsstruktur altså gjort det således, at Serie A er gået fra tre til fire pladser, og dermed har vi fire italienske hold med i Champions League for første gang siden 2009-10-sæsonen. Det var dengang Fiorentina var med, og hvor Per Krøldrup scorede mod Bayern München på Allianz Arena, og hvor Martin Jørgensen scorede mod Liverpool på Anfield Road. Altså en del år siden.
Fra 2010 til 2015 var der sågar intet italiensk hold, der overhovedet klarede sig til semifinalerne. De senere år har Juventus genrejst lidt af den italienske ære med finalepladser i 2015 og 2017, mens AS Roma som bekendt kom i semifinalen i sidste sæson, efter at have slået FC Barcelona med 3-0 på Stadio Olimpico. Noget tyder på, at italiensk fodbold igen kan indtage sin plads som en magtfaktor i europæisk fodbold. Den lange kriseperiode efter Calciopoli-skandalen ser umiddelbart ud til at lakke mod enden.
