Super League dukkede op i søndags og forsvandt så igen 48 timer senere. Hvad gik det ud på?
Lad os tage det fra begyndelsen. I løbet af især sidste uge begyndte rygterne at boble om, at nogle af Europas største klubber overvejede at bryde ud af fodboldsystemet og lave deres egen liga.
På Tipsbladet havde vi hørt om tankerne for et par uger siden i form af en historie om, at de største klubber var dødtrætte af kluborganisationen European Club Association, hvor de var nødt til at lade som om, at de stod sammen med klubber fra Danmark, Litauen, Malta og resten af miniput-ligaerne i Europa.
De store overvejede at gå solo, så de ikke længere behøvede at lade som om. Men det var stadig noget af et chok, da de i søndags så rent faktisk gik solo og fortalte, at de lavede deres egen liga.
Hvordan fortalte de det?
Historien begyndte at sive søndag eftermiddag, da britiske The Times og kort efter amerikanske New York Times kunne fortælle, at en ny, lukket turnering under navnet Super League søndag aften ville blive præsenteret.
Allerede der var turneringen og klubberne i stiv modvind, især artikuleret af den tidligere Manchester United-spiller Gary Neville, der som ekspertkommentator på Sky Sports savede idéen midt over og angreb både sin tidligere klub og Liverpool benhårdt.
Hen under midnat kom pressemeddelelsen fra Super League-klubberne så, og minsandten om der ikke også var et tilknyttet website, www.thesuperleague.com, hvor pressemeddelelsen lå sammen med links til de PR-bureauer i England, Italien, Spanien, Tyskland og Frankrig, der havde fået opgaven at svare på journalisters spørgsmål.
Hvem skulle være med?
Det skulle seks Premier League-klubber, tre klubber fra La Liga, og tre klubber fra Serie A. Manchester United, Liverpool, Arsenal, Manchester City, Chelsea og Tottenham fra England, Real Madrid, FC Barcelona og Atlético Madrid fra Spanien, og AC Milan, Juventus og Inter fra Italien.
Planen var så, at man ville have yderligere tre klubber, Paris Saint-Germain, Bayern München og Borussia Dortmund, som såkaldte 'founding clubs', grundlæggere, der skulle være med til at dele rovet, og så ville man efter et eller andet kvalifikationssystem have yderligere fem klubber med per sæson.
Hvordan skulle de spille? Og hvad med deres ligaer?
Planen var, at klubberne i stedet for at spille Champions League eller Europa League ville spille Super League i to puljer med hver 10 hold, der skulle mødes ude og hjemme før kvartfinalerne. Altså 18 gruppespilskampe. De 20 klubber skulle fortsat spille med i deres nationale ligaer og pokalturneringer, spillerne skulle med deres landshold.
Det eneste, man ikke ville, var at spille i Champions League eller de to mindre Europa-turneringer, hvis man, gud forbyde det, kvalificerede sig til dem. Super League-kampene skulle spilles midt på ugen, ligesom Champions League bliver det i dag, og man ville allerede begynde i starten af august i år.
Og det var for pengenes skyld?
Det var det først og fremmest. Det var sigende, at cirka halvdelen af de 12 klubber enten har amerikanske ejere eller betydelige forretningsinteresser knyttet til det amerikanske marked.
På mange punkter var det her et forsøg på at indføre en lukket liga uden op- og nedrykning, som man kender det fra USA i ligaer som NFL, NBA og NHL. Rationalet bag er, at klubberne skal give overskud, og i Super Leagues korte liv var der også snak om lønloft og sikring af, at alle hold giver overskud. Det er en vigtig forskel til, hvordan topfodbold i Europa fungerer i dag.
Man hører ofte, at ejerne og topfolkene kun er i fodbold for at tjene penge, men faktisk er fodbold i Europa ikke specielt profitabelt, med mindre man formår at sælge klubben videre til en endnu rigere ejer.
Ja, man vil gerne have så mange milliarder som overhovedet muligt, men på nær Manchester United og nogle få isolerede undtagelser bruger klubberne og klubejerne alle disse milliarder og ofte mere til på at købe spillere, så man kan vinde nogle trofæer.
Skåret ind til benet var det et opgør med fodboldmodellen i Europa, hvor det først og fremmest handler om at vinde så meget som muligt, og at erstatte det med et amerikansk inspireret system, hvor profit kommer foran alt andet.
Hvorfor kom det nu?
Ja, det er jo et godt spørgsmål, især når man fejler så katastrofalt, som man tilsyneladende gjorde her.
Der er flere faktorer.
At det skulle være lige nu, i tredje uge i april 2021, skyldtes, at UEFA mandag 20. april skulle vedtage en vidtrækkende Champions League-reform, der laver totalt om på den turnering fra sommeren 2024. Det kunne ikke nytte noget at nikke ja til den reform, og så nogle uger eller måneder senere melde fra igen.
Det var nu eller flere år ude i fremtiden.
Men der har jo været tale om de her udbryderturneringer i 10-20-30 år, I har skrevet så meget om det i Tipsbladet!
Det er helt rigtigt, at storklubberne har truet med det her, lige siden Champions League blev skabt. CL blev faktisk til, fordi AC Milans præsident Silvio Berlusconi truede med at lave en udbryderliga. Men flere faktorer gjorde det lidt mere realistisk denne gang. Superklubberne talte selv om, at coronakrisen har presset deres økonomi voldsomt.
Men på et strategisk plan har 10-15 af Europas største klubber, dem der skabte Super League, vokset sig så store i løbet af det seneste årti, at det begynder at give mening med en lukket liga. Den økonomiske forskel mellem disse superklubber til nummer 20, 30 og 40 i Europa er uendelig meget større i dag, end den var i 2010.
Og så har teknologien spillet ind. Der er opstået globale medieselskaber, der i teorien har råd og en vis interesse i at købe sindssygt dyre tv-rettigheder til at vise Super League, og rent praktisk er internet-forbindelser og udbredelsen af tv stærk nok til, at man langt nemmere i dag end for 10 år siden kunne vise folk på hele planeten den her turnering.
Og så var der noget med en bank, der ville finansiere gildet?
Ja og nej. De var ikke glade givere, de ville selvfølgelig sikre sig, at de selv tjente kassen på det her projekt.
Super League havde sikret en aftale med investeringsbanken JP/Morgan, der minder mere om en kapitalfond og selvfølgelig stammer fra New York. I disse år er der en vild koncentration af penge i finansverdenen med New York som den største base.
Det er fonde, banker, milliardærer og nationalstater, der populært sagt har en masse kontanter, de skal have investeret for at få forrentet deres formue.
De opkøber alle typer produkter og virksomheder, man nærmest kan forestille sig her på kloden, og der er opstået en niche for investeringer i både fodboldklubber men også kommercielle rettigheder knyttet til fodbold.
De har for eksempel forhandlet omfinansiering af FC Barcelonas vilde milliardgæld, ligget i diskussioner med Serie A om at købe en stor bid af ligaens kommercielle rettigheder, og har finansieret utallige klubopkøb i de seneste år. Så disse amerikanske finansfolk har allerede i flere år været i gang med at vende op og ned på fodbold i Europa.
Og de ville gerne ind i Super League?
Ja, det ville de. JP/Morgan har også været familien Glazers nære samarbejdspartner i alle mulige finansielle transaktione
r omkring Manchester United, og klubbens mangeårige direktør og næstformand Ed Woodward, som spillede en hovedrolle i Super League, har tidligere arbejdet for JP/Morgan. Så det var oplagt, at newyorkerne skulle låne klubberne de omtrent 26 milliarder kroner, i alt 15 klubber skulle dele mellem sig som opstartskapital.
At klubberne så skulle betale de penge tilbage med renters rente i de kommende 23 år, det talte klubbosserne ikke så højt om.
Men hvordan ville klubberne tjene på det her projekt ud over at låne penge til en høj rente?
Det er jo et af de mange, ubesvarede spørgsmål. Man får den mistanke, at idemændene bag Super League ikke var helt klar over det, når de hverken havde en medieaftale eller en kommerciel partner. De havde groft sagt intet ud over låneaftalen med JP/Morgan og et website med en klodset og meget arrogant formuleret pressemeddelelse.
De skulle jo have haft kæmpe medieaftaler med for eksempel firmaer som Amazon, Google eller Facebook, nok parret med mere traditionelle, og også kæmpestore, aftaler med klassiske medieselskaber som Sky, Fox, beIN SPORTS, og hvad de alle sammen hedder.
Hvor mange penge havde de brug for?
En kilde anslog overfor Tipsbladet, at man i hvert fald havde brug for 75 milliarder kroner årligt i aftaler, for at projektet kunne hænge sammen.
75 milliarder?!
Ja, det er mange penge. Det er svært at sige, hvad der er sket i kulissen, for selvfølgelig har superklubberne og folkene bag sonderet markedet på forhånd. Der blev da også gisnet om, hvorvidt et land som Saudi-Arabien kunne have en hånd med i spillet med deres gigantiske og hidtil fallerede satsning på topsport.
For der skulle seriøst mange penge til i Super League.
Hvem stod bag det her?
Real Madrids præsident Florentino Pérez, Manchester Uniteds næstformand og direktør Ed Woodward samt Joel Glazer fra ejerkredsen, er tre af arkitekterne. AC Milan, der er ejet af den ekstremt barske og stridbare New York-kapitalfond Elliott Management, var også helt ombord, og det samme lyder Arsenals ejer Stan Kroenke til at have været. Liverpool har også været en aktiv medspiller.
Og så har det spanskbaserede konsulentfirma Key Capital i årevis hjulpet især Florentino Pérez med forberedelserne til Super League.
En nøglemedarbejder fra Key Capital, Anas Laghari, var hyret som generalsekretær for den ny liga. Og så er der flere andre aktører, som man kan overveje. Var der nogen, der sprang fra aftaler?
Hvilken rolle spillede FIFA-præsident Gianni Infantino, der aktivt har arbejdet for at skabe et enormt klub-VM, der meget minder om Super League?
Infantino arbejder endda aktivt for at skabe sådanne lukkede ligaer på alle kontinenter, som så skal sende deres bedste hold til klub-VM, og som også kan give FIFA direkte kontrol over klubfodbold.
Hvordan døde projektet så? For det gik jo meget stærkt, 48 timer er jo ingenting!
Korrekt, det gik meget stærkt. Lige fra starten var Super League i modvind. Man gjorde sig uvenner med alt og alle ved at rulle Florentino Pérez, Juventus-bossen Andrea Agnelli og andre ligesindede frem i forreste linje.
De kan sagtens sælge et budskab til aktieanalytikere og investorer, der er ligeglade med, om de køber genmodificerede sojabønner dyrket på nedbrændt regnskov, eller om de køber fodboldaktier.
Men de høje herrer efterlod fans, medier, alle andre fodboldklubber og institutioner med budskabet om, at de ville brænde fodboldverdenen ned til grunden for selv at tjene nogle ekstra milliarder.
Det var det, langt de fleste mennesker stod tilbage med. Og så havde klubejerne og deres direktører tilsyneladende ikke vendt planerne med deres spillere og trænere, hvilket i bakspejlet virker fuldstændig forrykt.
Der rejste sig en orkan af folkelig protest mod Super League, og samtidig varslede UEFA anført af præsident Aleksandar Ceferin, at man ville kyle piraterne ud af de nationale ligaer og spillerne af landsholdene.
DBU's formand Jesper Møller sagde endda mandag, at man ville kyle Real Madrid, Manchester City og Chelsea ud af den nuværende Champions League fredag, altså dagen i dag.
Var klubberne ikke forberedt på den massive modstand?
Tilsyneladende ikke.
Allerede i løbet af mandagen og først på dagen tirsdag begyndte rygterne på uenighed mellem Super League-klubberne at dukke op, blandt andet fordi klubberne var dybt rystede over den rasende modstand.
Også internt skal man have mærket dyb utilfredshed fra spillere og trænere.
Tirsdag aften faldt Chelsea og Manchester City så fra med få minutters mellemrum, og så dryppede afbuddene ind i timerne efter fra de fire øvrige Premier League-klubber.
Manchester Uniteds næstformand og direktør Ed Woodward meddelte via klubben, at han stopper senere på året, og ved middagstid onsdag gav klubberne i Spanien og Italien så også op efter en meddelelse om, at man nu vil tage formatet i Super League op til genovervejelse.
Var det så bare det?
Det får vi jo at se i de kommende uger og måneder.
Der gik rygter om, at den ene og anden direktør ville sige op, og at klubejere ville sælge deres klub, nu hvor Super League er død. Men hvad det får af konsekvenser for klubberne, det har vi endnu til gode at se.
Så det får måske ingen konsekvenser?
Jo, det gør det. Det er ekstremt svært at forestille sig, at superklubberne i de næste år kan bruge en udbryderliga til at true sig til flere pladser og flere penge fra Champions League.
Ingen vil jo tage dem alvorligt, med mindre de næste gang har hele finansieringen på plads og modet til, at samtlige klubber rent faktisk fører projektet ud i livet i stedet for at tisse i bukserne af skræk efter to døgn, som de gjorde i denne uge.
Der kommer et pres fra de engelske klubbers fans om, at ejerne skal sælge deres klubber, og der går nok meget lang tid, før klubberne kan trænge igennem med budskaber, uanset hvad de må have på hjerte.
Og så trådte Ceferin og UEFA i karakter og beskyttede fodboldspillet?
Tja.
Jamen det gjorde de da?
Tjoh.
Ej, come on.
Jamen gjorde de nu også det? UEFA har ikke bremset storklubbernes vilde udvikling i det seneste årti eller to.
Gang på gang har disse klubber fået stort set det, de pegede på, både i forhold til Champions League og reformer eller mangel på samme, der har sikret deres magtposition og evne til at vokse sig langt større end alle andre i fodboldverdenen. UEFA og Ceferin kæmpede for livet i denne uge og vandt.
Men undervejs gav de altså klubberne en kæmpe milliardgave, selvom nærmest ingen så det.
Hvad fabler I om?
Mandag vedtog UEFA's eksekutivkomité den Champions League-reform, man var blevet enig med blandt andre superklubberne om. Fra 2024 udvides Champions League fra 32 til 36 klubber, der spilles i én stor liga, 10 kampe per klub.
Gruppespillets 96 kampe forsvinder, i stedet spiller man 196 kampe, indtil ottendedelsfinalerne begynder.
Det kaster en masse ekstra milliarder af sig i præmiepenge, og de ekstra kampe er også en fordel for superklubberne, fordi de har de største trupper og får større vished over 10 kampe i stedet for de seks nuværende gruppespilskampe, som trods alt levner større statistisk chance for overraskelser.
Og det er ikke engang det hele.
?
Jamen én af de fire nye pladser går til topligaerne. En anden plads går til et mesterhold fra mellemniveau, hvor Danmark befinder sig, og så går de to sidste pladser til klubber, der historisk set har klaret sig godt. Det sidste har virkelig været et kardinalpunkt for superklubberne.
Det betyder, at de to klubber med højst klubkoefficient på Europa-ranglisten, som er kvalificeret til kvalifikationsfasen i Champions League, Europa League eller den ny Conference League, kommer direkte i Champions League-gruppespillet.
Det er ekstremt lækkert for klubber som AC Milan, Inter, Arsenal, Tottenham og Manchester United, der gennem en del år har haft svært at kvalificere sig i deres ligaer, fordi de ikke har været gode nok. Fra 2024 får to af dem en bonusplads, hvis de har været for ringe inde på banen til at kvalificere sig til Champions League.
Men det her er jo en KÆMPE sejr for superklubberne?! Hvordan hænger det sammen?
UEFA har været under massivt pres fra superklubberne, og det begyndte allerede før coronakrisens udbrud i marts 2020. Klubberne har længe truet med netop en udbryderliga, og de har de seneste år forsøgt at introducere forskellige vidtgående modeller i samarbejde med UEFA.
Nu landede man på den nye model med 36 hold og ekstra kampe fra 2024, og UEFA troede egentlig, at man havde en aftale med superklubberne så sent som sidste weekend. Men det var altså ikke nok for klubberne.
Hvorfor gik de så til angreb ved at starte Super League? Risikerer de ikke, at UEFA trækker reformen tilbage?
Da UEFA vedtog CL-reformen mandag, forbeholdt man sig retten til at lave ændringer, hvilket helt sikkert var et signal til superklubberne om, at de var ude på dybt vand.
Vi tror ikke, at UEFA ændrer på den ny struktur eller fordelingen af hold. Måske sker der yderligere med fordelingen af indtægterne, for den er ikke på plads, og er det faktisk heller ikke for perioden 2021-2024.
Her fortsætter Champions League cirka, som vi kender den i dag, med den ny Conference League placeret som tredje turnering under Europa League, der skæres fra 48 til 32 hold.
Så, det kan faktisk være, superklubberne vandt på det her og får endnu flere penge?
Vi ved det ikke endnu. I ugerne før Super Leagues korte liv gik der rygter om, at superklubberne forsøgte at presse sig til decideret kontrol og endda ejerskab over Champions League, som klubberne, muligvis via kluborganisationen ECA, skulle have aktiemajoriteten i og kontrollere kommercielt.
Før Super League døde tirsdag aften, havde det amerikanske finansmedie Bloomberg skrevet en artikel om, at UEFA havde fundet deres egen samarbejdspartner blandt kapitalfondene, der skulle pumpe en masse ekstra milliarder i Champions League og dermed superklubberne.
Men vi ved det ikke endnu, og hvis en form for betaling til klubberne for Super Leagues død har fundet sted, kan der sagtens gå lang tid, før den betaling falder.
Det er værd at holde øje med, om superklubberne i Europa pludselig får lov af UEFA til at spille med i FIFA's nye klub-VM, og om fordelingen af præmiepenge i Champions League fra efteråret og frem bliver endnu mere gunstig for de største klubber.
Kunne UEFA have forhindret piraterne i at spille Super League?
Det er endnu et af de meget åbne spørgsmål, som ikke nødvendigvis er lagt i graven sammen med Super League.
På den ene side har UEFA en juridisk særstatus i EU, hvor de mod at varetage fodboldspillets interesser for alles bedste har ret stor frihed til at træffe beslutninger. Herunder at sige, at man sammen med de nationale fodboldforbund kyler Super League-klubberne ud af de hjemlige ligaer som Premier League og La Liga, og at spillerne i Super League-klubberne får forbud mod at spille på landsholdet.
På den anden side har EU's konkurrencemyndighed ledet af Margrethe Vestager også for relativt nylig understreget, at fodbold skal leve op til EU's regler om fri konkurrence.
Superklubberne havde faktisk fundet en endnu nyere dom fra 2019 frem, der gav skøjteløbere medhold i, at de gerne måtte deltage i private konkurrencer, uden at den europæiske skøjteunion måtte kyle dem ud af det officielle system, som unionen havde gjort.
Det er ikke godt at vide, om UEFA eller klubberne havde vundet en årelang stribe af sager ved alverdens retsinstanser. UEFA havde måske heller ikke interesse i, at man så alt for nøje på deres dispositioner og fodboldens regler.
Der kan være knas med transfersystemet, hvis Vestagers konkurrencekontor for alvor tog fat, og fodboldens myndigheder vinder jo ikke VM i antikorruption lige foreløbig. Så spørgsmålet er, om UEFA i sidste ende havde turdet at smide klubberne ud af turneringerne og spillerne af landsholdene.
Så det er status quo, indtil næste slagsmål om milliarder og turneringer dukker op?
Flere ting har ændret sig. Europas største klubber er under skarp overvågning i de kommende måneder, og det kommer til at vare længe, før forholdet til fansene er repareret.
Det er overraskende, hvis der ikke sker flere skifte på topposterne i klubberne i den kommende tid, og klubberne skal også finde ud af, hvordan i alverden de træder ind i fodboldens system igen, efter de i bogstaveligste forstand meldte sig ud af samarbejdet, inklusiv deres poster i UEFA og ECA. Men UEFA og forbundene kommer også under lup.
Kan de blive ved med at styre fodboldspillet enerådigt i Europa, eller bliver de nødt til at dele mere af magten med andre, nu hvor Super League har vist, at man rent teknisk og juridisk måske kan starte en rivaliserende turnering, uden UEFA kan kvæle den?
Magtmenneskerne i fodboldverdenen vil nok også tænke sig om en ekstra gang, før de igen lancerer storstilede projekter uden at tage fans, spillere og trænere med på råd.
Fansene kan muligvis glæde sig over, at det i hvert fald på kort sigt bliver sværere at tromle dem ned, for omverdenens tålmodighed med fodboldbosserne vil være meget lille i den kommende tid.
Læs her nogle af de mest iøjnefaldene citater sagt om Super League
