Det er ikke langt aftræk, FC Midtjylland får til holdets næste Champions League-kvalifikationskamp. Allerede på tirsdag skal holdet møde Slavia Prag på udebane, og inden da kommer Lyngby BK på besøg på MCH Arena lørdag eftermiddag.
I de to hidtidige kvalifikationskampe er det blevet afgjort på én aften, men i playoffrunden er der både opgør ude og hjemme, som der plejer at være. Det skal FCM-spillerne lige omstille sig til.
- Jeg tror, hele perspektivet bliver ændret af, at det lige pludselig er over to kampe. Det skal vi forholde os til som hold og som enkelte spillere; at det lige pludselig er et andet aspekt, som bliver bragt ind i kampene. De to oplevelser, vi har haft her, har handlet om at levere på dagen - 90 minutter, man skal være klar til. Nu skal man gøre det både ude og hjemme, og det er det, vi som gruppe skal prøve som noget nyt, siger cheftræner Brian Priske.
Læs også:Afstemning: Kommer FC Midtjylland i Champions League-gruppespillet?
- Jeg ved, vi har kvaliteterne til at gå til Prag allerede i næste uge og levere det, der skal til. Men det handler som sagt om, at det er over to aftener, man skal levere den toppræstation, for det bliver samme type modstander, som vi så herude i aften.
Priske kommer dog ikke til at ændre radikalt på sit taktiske udlæg, selv om der venter 180 minutter i stedet for 90. Det bliver højest småting, som han også justerede undervejs i 3-0-sejren onsdag aften mod Young Boys.
- Kampforløbet kan gøre, at man skal overveje nogle ting engang imellem. Men som udgangspunkt skal vores mindset være akkurat det samme. Jeg tror på tydelighed, og jeg tror på tryghed ved den her spillertrup. At alle mand ved, hvad der skal gøres og leveres, siger Brian Priske.
Læs også:FCM-anfører parkerer transferspekulation: Jeg ved sgu ikke, hvad der sker
- Jeg skal ikke til at ændre noget som helst, når vi tager af sted til Prag. Det bliver små nuancer og små ting, som vi kan tage med i forhold til, hvad vi så i dag. Forskellen på, om vi frigav vores backs tidligt nok og kunne lægge pres på deres indlægsspillere, som vi havde lidt problemer med i første halvleg. Det fik vi justeret i anden. Så der er nogle små nuancer, men udtrykket, tror jeg på, skal stort set være det samme.
Om Priske og co. lykkes med den plan, bliver vi klogere på allerede tirsdag aften. Der er returopgør i Herning otte dage senere.
Læs også:Tre mesterskaber og to Europa-gruppespil: FCM har ramt næste niveau
Læs også:Claus Steinlein jubler: Skal kunne slå Slavia Prag
Læs også:FCM-kaptajn vil i Champions League: Det er jo en anden galakse